Min grænse for kvindekampen er nået

Arkivfoto: Ekstra Bladet
Arkivfoto: Ekstra Bladet

Man skal ikke have fulgt meget med i den offentlige debat for at lure, at kvindekampen lever i bedste velgående. Metoo-temaet har fyldt meget. Alle vegne. Og det med rigtig god grund. Netop kønnenes interaktion med hinanden er forståelig nok noget, der kan få bølgerne til at gå højt. Mandens og kvindens indbyrdes forhold er hele forudsætningen for vores eksistens, så det er ikke underligt, at mange følelser er i spil. Af samme grund har klummer om feminisme og maskulinisme været en sikker shitstorm. Alligevel vover jeg pelsen og melder helt klart ud, at min grænse for sympati med kvindekampen er nået med fænomenet ”Manspreading.”

Tilbage til det om et øjeblik. Først et kort blik tilbage på de sidste par års resultater. Mit indtryk er, at mange mænd fik en brat opvågning hvad angår deres håndtering af det modsatte køn. Det lader til, at en del mænd uden at tillægge det nogen større væsentlighed har klappet kvinder bagi, råbt seksuelle tilnærmelser og i det hele taget opført sig ubehageligt i det offentlige rum. Bevares, der vil altid findes idioter, så vi kommer nok aldrig helt i mål, men vi har taget et kvantespring i den rigtige retning, fordi kvindernes holdning til den slags primitive tilnærmelser nu er soleklar. Ingen kan på nuværende tidspunkt uinviteret klappe en kvinde bagi og efterfølgende sige, at de troede, det var velkomment. Det er slet og ret uacceptabelt.

Jeg læser af og til mænd skrive, at man nu nærmest ikke kan kommunikere med kvinder, fordi man er bange for at være krænkende. Det må tilskrives en solid mangel på empati og generel evne til at afkode andre mennesker. Flirten er ikke aflyst, men at blive raget på brysterne, fordi man tilfældigvis har nogen, er. Og det bør ikke være svært at afkode, hvor vi er henne på den skala, hvis man tænker sig bare lidt om. Det siger simpelthen mere om dig end noget andet, hvis du ikke kan se problemet i de systematiske overgreb, kvinder har været udsat for i årevis.

Kort sagt synes jeg, at metoo har været et tiltrængt spark i skridtet til mænd uden grænser og en værdifuld reminder til alle os andre. At det i processen har ført til meget konkrete sager mod en række magtfulde mænd (Weinstein, Cosby osv.) er jo kun glædeligt på en særdeles sørgelig baggrund.

Jeg skriver dette for at slå fast, at jeg ser kampen for kvinders ret til at blive respekteret som 100% nødvendig og vigtig. I 60’erne, nu, og formentlig også om 10 år. Alligevel kan jeg mærke, at vi er nået til en sag, der udmatter mig.

Manspreading er slet og ret en betegnelse for mænds brede benstilling, eksempelvis i offentlig transport. Jeg troede indtil for nylig, at det var en humoristisk ironiseren over kvindekampen. En slags ”se-hvor-langt-vi-kan-drive-det”-joke. Men jeg kan til min store forfærdelse google mig til, at nogle mennesker rent faktisk ser brede ben som et reelt samfundsproblem. På det konkrete plan fordi der ikke er plads på sædet ved siden af, men på det mere abstrakte plan som en metafor for mandens sociale dominans. Nej, nu stopper festen. Der må være en bagatel-grænse for, hvor ligegyldige ting vi kan ophøje til et problem mellem kønnene.

Jeg ser faktisk konceptet manspreading som en direkte hån imod alle de vigtige issues, der mangler at blive fikset, så kvinder kan eksistere frit, sikkert og ligeværdigt i vores samfund. Fænomenet er meget rammende blevet karakteriseret som en slags karikatur på feminisme, fordi benplads simpelthen er så banalt, at det åbner op for uoverskueligt mange situationer, der nu også kan skrives ind i kønskampen. Hvad med mænds tendens til at gå midt på fortovet (man-centering), mænds tendens til ikke at ville smide gamle ledninger og strømforsyninger ud (man-hoarding) og mange andre ligegyldige ting.

Kritikere vil sige, at jeg da ikke skal bestemme, hvad der krænker andre. Det skal jeg bestemt heller ikke. Jeg anfægter hverken den juridiske eller moralske ret til at rejse det som et problem, men jeg beder bare afsenderne genoverveje, hvorvidt de gerne vil optage mænds begrænsede kognitive kapacitet (man-confusing) med så triviel en sag, der kan håndteres helt enkelt ved et: ”Er du sød lige at flytte benene!”

I mine øjne yder denne sag ikke feminismen ret. Den er derimod et oplagt mål for latterliggørelse. Af samme grund har internettet morsomt nok opfundet kontra-begrebet ”she-bagging”, som er kvinders tendens til at stille deres tasker og poser på sædet ved siden af, så der heller ikke kan sidde nogen.

I stedet for at tolke de brede ben som mandens forsøg på at kræve rummet på grund af overmåde store og imperialistiske testikler, så kunne vi tilskrive fænomenet almen dårlig dannelse og håndtere det derefter. Med andre ord mener jeg, at der bør være grænser for, hvilke dagligdagsproblemer vi kan udvande den vigtige kvindekamp med.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
128 kommentarer
Vis kommentarer