Gå til artikel om 1 sek
Gå til artikel

Ingen grund til at gå i sort over 'brexit'

Jeg fornemmer en bitter, dyster og pessimistisk stemning hos de danske politikere, for hvem stadig mere EU altid har været en hjertesag. Ikke bare muligheden for et flertal for britisk exit fra EU, men alene det, at folkeafstemningen finder sted, har lagt en deprimeret stemning over deres kommentarer. 

Men hvordan kan de være forundrede over, at den stigende folkelige kritik af EU finder sin foreløbig kulmination i det land, hvor kritikken altid har været stærkest? Og bør ikke selv den mest forhærdede føderalist, som jo alle bekender sig til demokrati, hilse velkommen, at EU’s legitimitet bliver afprøvet fra tid til anden?

Danmark bør optræde konstruktivt og realistisk, for uanset udfaldet får Danmark for første gang siden vores egen folkeafstemning i 1972 en oplagt mulighed for at præge den uundgåelige diskussion om et forandret EU.

David Cameron har også forhandlet sin aftale på vegne af Danmark, og det burde vores regering have erkendt tidligt og have givet mere klart udtryk for. Men nu gælder det om at udnytte de sprækker, som Storbritannien har skabt i et fjernt og ophøjet EU, som ellers i årtier har provokeret befolkningerne med sine uforanderlige stentavler.

Jeg så gerne, at David Cameron var kommet hjem fra Bruxelles med en endnu bedre aftale til briterne, men lidt har også ret, også for Danmark.  Storbritannien har givet os mulighed for at sætte en stopper for EU-domstolens skandaløse Metock-dom, som tvinger os til at tildele familiesammenføring til ikke-EU-borgere. Storbritannien har opnået tilsagn om at kunne foretage en graduering af sociale ydelser som børnechek til indvandrede EU-borgere. Al snak om ”stadig tættere union” gælder ikke for briterne. Og de lande, som har valgt at beholde deres egen valuta, skal ikke hæfte for eurozonens eksperimenter eller underlægges dens diktater.

Hvis briterne beslutter at blive i EU, skal alt det forhandles på plads, og det kan ikke udelukkes, at en vis hævnfølelse vil slå igennem i EU-parlamentet, som måske stiller sig på bagbenene. Men netop i den situation bør Danmark sikre sine egne interesser. Vi er et lille land og har ikke samme vægt som Storbritannien, siger pessimisterne; men vi skal heller ikke lade os nøjes med at kopiere briterne. Vi skal møde op med vores egne, danske krav om grænsekontrol, om bedre beskyttelse af lønmodtagerne, om beskyttelse af vores velfærdsydelser og meget andet. Og til forskel fra David Cameron, som af rent økonomiske grunde støtter Tyrkiets optagelse i EU, bør vi melde klart ud, at Danmark ikke kan acceptere hverken tyrkisk visumfrihed eller tyrkisk medlemskab af EU.

Hvis briterne beslutter at forlade EU, bliver EU et endnu mere fremmed sted for Danmark at opholde sig. Ifølge Süddeutsche Zeitung har EU-kommissionen planer om ikke bare at anvende de formelle mekanismer i EU-traktaternes artikel 50 om et lands udmeldelse, men suspendere britisk medlemskab af EU, førend mindelige løsninger er forhandlet på plads. Det må for alt i verden ikke ske. Danmark bør i stedet presse på for at EU genoptager forhandlingerne og tilbyder briterne en bedre løsning.

Der er mere på spil for EU her spil end for Storbritannien. Derfor er det også i EU's interesse at holde på det store land i Atlanten. Endnu mere er det i Danmarks interesse at alliere sig stærkt med det eneste land, som indtil videre har turdet trodse diktaterne fra Bruxelles. Danmarks skæbne er ikke nødvendigvis Storbritanniens skæbne, men vores skæbne bliver i høj grad også afgjort på torsdag.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn og efternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
kommentarer
Vis kommentarer

Morten Messerschmidt. Medlem af EU-parlamentet for Dansk Folkeparti, skriver om Danmark og verden.

Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Jakob Hansen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen