Kondomer og piftede gummibåde bremser ikke folkevandringen

  • Mange afrikanske migranter og flygtninger prøver at komme til Europa ved at sejle over Middelhavet. Foto: AP/Den italienske flåde
Mange afrikanske migranter og flygtninger prøver at komme til Europa ved at sejle over Middelhavet. Foto: AP/Den italienske flåde

Tusinder af afrikanere lander dagligt i Italien, hvor hundredtusinder i forvejen venter på chancen til at komme til Nordeuropa. Andre millioner unge mænd venter i Afrika på at følge efter. Italien er ved at knække under byrden.

Folkevandringen truer hele EU’s eksistens, og EU-eliten har et desperat behov for at vise handlekraft. Det kan føre til de mest patetiske resultater.

På det seneste møde for EU’s udenrigsministre fik én eller anden det indfald, at EU blot skal afskaffe gummibåde med påhængsmotor – eller i hvert fald forhindre, at afrikanerne får adgang til dem. Fremover vil det være ulovligt at eksportere følgende varer til Nordafrika, ”hvis der er rimelig grund til at antage, at varerne vil blive anvendt til smugling af migranter og menneskehandel”: Påhængsmotorer til fremdrift af fartøjer med kompressionstænding, elektriske påhængsmotorer samt oppustelige skibe og både til lystsejlads og sport.

Vores egen udenrigsminister Anders Samuelsen vil ikke selv tage æren for det geniale påhit, men støtter det varmt:

”Hvis man ikke kan få fat i en båd, hvis man ikke kan få fat i en påhængsmotor, så har man ikke et perspektiv i forhold til at sende folk ud på havet”, forklarer han til Politiken.

Anders Samuelsen deler åbenbart EU’s analyse af tilstrømningen til Europa: den skyldes menneskesmuglerne. Uden gummibåde, ingen menneskesmuglere, og uden menneskesmuglere ingen folkevandring. Når unge mænd i Gambia, Burkina Faso og Elfenbenskysten får nys om, at det ikke er til at opdrive kinesiske gummibåde på hele den nordafrikanske middelhavskyst, opgiver de på forhånd den lange rejse og bruger i stedet de 30-40.000 kroner på at oprette en blomstrende virksomhed i deres kære fædreland.

En sidegevinst er tillige, at alle de skibe, som f.eks. Læger Uden Grænser og andre europæiske menneskesmuglere har indsat i fast rutefart mellem Libyen og Italien, nu bliver overflødige, og så kan Læger Uden Grænser igen bruge sine kræfter på det ædle formål, som borgerne og de offentlige kasser i god tro gav dem penge til: At yde lægehjælp.

At beslaglægge gummibåde og påhængsmotorer løser naturligvis ikke et andet problem, som det afrikanske kontinent lider under: at afrikanerne får alt for mange børn. Men det findes der også råd for: ”Kondom-penge til Afrika skal dæmme op for migranter”, lød overskriften i Berlingske. Danmark vil nemlig give 91 millioner kroner til prævention i Afrika, meddeler udviklingsminister Ulla Tørnæs, og forklarer: ”En del af løsningen på at begrænse migrationspresset mod Europa er at reducere den meget høje befolkningstilvækst i mange afrikanske lande.”

Vi kan således ikke beskylde EU for ikke at foretage sig noget, og heller ikke beskylde vores regering for ikke at tænke langsigtet. Jeg tvivler dog på, om det vil lykkes at få millioner af unge afrikanske mænd til at blive hjemme og bruge gummi i stedet for gummibåde. Faktisk mener jeg, at hele ideen er lige til gummicellen.

Se også: Messerschmidt: EU-regler vigtigere end menneskeliv  

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn – dvs. fornavn og efternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn og efternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
kommentarer
Vis kommentarer

Følg Ekstra Bladet

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet

Morten Messerschmidt

Medlem af EU-parlamentet for Dansk Folkeparti, skriver om Danmark og verden.

Hent flere