Messerschmidt: Avis belønner Europa-forrædere

Båd fyldt med migranter, 20 sømil nord for Libyen i Middelhavet, 2015.
Båd fyldt med migranter, 20 sømil nord for Libyen i Middelhavet, 2015.

Morten Messerschmidt. Medlem af EU-parlamentet for Dansk Folkeparti, skriver om Danmark og verden.

Der findes landsforrædere. Men findes der også Europa-forrædere? Europæere, som forråder de europæiske folk, derved at de baner vej for en masseindvandring af fremmede kulturer, som nedbryder europæernes fælles værdier og gør dem til fremmede i eget hus?

Ja, de findes.

Forræderiet mod Europa udføres af såvel offentlige og privat sponsorerede foreninger, som har brugt millioner på at købe færger til at fragte migranter til Europa, uanset hvad europæerne mener om det.

Onsdag skænkede det selvgode dagblad Politiken en såkaldt Frihedspris til 'Sea Watch', en velpolstret tysk forening, hvis skibe har fragtet tusindvis af migranter til Italien.

'I gjorde, hvad EU og regeringerne ikke formåede at gøre, mens de diskuterede: I reddede menneskeliv,' sagde chefredaktør Christian Jensen salvesesfuldt, da han overrakte prisen til Sea Watch’s repræsentant, tyskeren Axel Grafmann.

Men det er løgn, Christian Jensen; tværtimod lokker Sea Watch dem i druknedøden.

I den seneste rapport fra EU’s grænseagentur Frontex om migrationsstrømmene i 2016 kan man læse:

'Såvel overvågning og redningsaktioner tæt på, eller inden for Libyens 12-sømilegrænse har uønskede følger, derved at de har betydning for menneskesmuglernes planer og opmuntrer til at sætte ud' (pull-factor).

'Farlig overfart på ikke-sejldygtige og overlæssede fartøjer blev udført med det formål at blive opdaget af EU-skibe og NGO-skibe.'

Jamen, de er flygtninge!

Siger Sea Watch.

Nej, de er udvandrere, som håber på at blive indvandrere i Europa. Lad os se på, hvem der befandt sig ombord på et større fartøj, som Sea Watch kom til 'undsætning' den 10. maj 2017, ifølge Reuters:

300 fra Marokko. 145 fra Bangladesh. 23 tunesere. Samt en masse unge mænd fra afrikanske lande syd for Sahara.

Indtil den 31. oktober i år var over 110.000 migranter ifølge FN fragtet over Middelhavet. Er de så monstro de krigstrætte syrere, som Angela Merkel lovede automatisk asyl i 2015?

Nej. De 12 talrigeste på listen er fra Nigeria, Guinea, Bangladesh, Elfenbenskysten, Mali, Senegal, Gambia, Eritrea, Sudan, Marokko, Ghana og Pakistan. Tæt på halvdelen af dem er fragtet til Italien af NGO-skibe, sat i søen af Sea Watch, Læger Uden Grænser, Red Barnet, Open Arms og andre foreninger med sympatiske navne samt opofrende velhavere fra USA og Europa.

Ikke én af dem vil kunne få asyl, selv efter FN’s forskrifter.

Men det er bare ikke Europa-forrædernes ansvar. Som direktør for Læger Uden Grænser, Jesper Brix, skrev den 29. maj i Jyllands-Posten:

'Om de nødstedte skal have asyl i Europa, er myndighedernes gebét – ikke Læger uden Grænsers. Vores arbejde slutter, når de italienske myndigheder og andre humanitære organisationer tager over på land.'

Tag den, Europa!

Det rager Europa-forræderne, hvad du mener. Tag imod millioner af migranter uden at kny! Stå på kajen med knyttede næver i tomme lommer, mens du ser Sea Watch-aktivisterne vaske hænder og stævne ud imod Libyens kyst for at lokke nye ofre til havs, så de kan pleje hinandens farisæiske godhed!

Nu, oven i købet opmuntret af Politiken med avisens Frihedspris!

Jeg mener naturligvis ikke, at aktivisterne i Sea Watch kan sammenlignes med HIPO-korpset i Danmark eller Hirden i Norge. Men under den tyske besættelse troede mange fuldt og fast på, at de havde pligt til at bekæmpe 'jøde-bolsjevismen.' Blandt dem var der mange velmenende, nyttige idioter; men deres handlinger skadede deres fædreland, som endte med at stemple dem som landsforrædere. 

Nyttige idiot-foreninger som Sea Watch, Læger uden Grænser, Red Barnet, Open Arms, Sea Rescue (Åh, så sympatiske raslebøsse-navne, de dog har!) undergraver Europas frihedsværdier og fælles identitet.

Den identitet er først og fremmest kristen, og den er blevet funderet gennem utallige kampe og opgør med muslimer, mongoler, marxister og nazister. Men nu er den under nedbrydning indefra.

Det er grotesk, at Politiken, som til enhver tid vil sætte Europa over Danmark, belønner selvfede Europa-forrædere, som aktivt nedbryder det Europa, vi kender.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
66 kommentarer
Vis kommentarer