Messerschmidt: EU-regler vigtigere end menneskeliv

Danskerne risikerer at betale med deres liv og helbred på grund af EU-reglerne om arbejdskraftens frie bevægelighed.

Stigningen i antallet af udenlandske læger på danske sygehuse skaber så store problemer, at to sygehusafdelinger i løbet af det seneste års tid har måttet lukke ned på  grund af store sprogbarrierer og kommunikationsproblemer.

Lægers manglende evne til at tale eller forstå dansk var en væsentlig årsag til, at Styrelsen for Patientsikkerhed i sidste uge traf den meget usædvanlige beslutning om simpelthen at lukke en hel afdeling for akutte patienter på Slagelse Sygehus.

Og det er selvfølgelig fint, at vi herhjemme i Danmark har en årvågen styrelse, der griber ind, når man kan se, at sprogproblemerne på nogle sygehuse er så massive, at det i sidste ende truer patienternes sikkerhed.

Men så enkel og ligetil er verden alligevel ikke. Desværre.

For selv om både Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet er enige om at stramme kravene til de mange udenlandske lægers sprogundervisning, er det slet ikke sikkert, at det kan lade sig gøre.

I hvert fald hører vi nu fra Jens Kristian Lütken, der er næstformand i den EU-glade Europabevægelse, at Danmark risikerer at blive slæbt for EU-domstolen, hvis man for alvor strammer kravene til lægernes sprogkundskaber.

'Der har været en sag i Belgien, som minder om det, vi her taler om, hvor domstolen har underkendt reglerne. Hvis der er krav til et højt sprogligt niveau, er det i strid med arbejdskraftens fri bevægelighed,' konstaterer Lütken.

Jamen, er det ikke mageløst?

Vi danskere, der formaster os til at blive syge og have behov for hjælp på de sygehuse, som vi selv finansierer over vores skattebetaling, må altså nu simpelthen acceptere, at der er noget, der er vigtigere end vores sølle liv og helbred.

Vi må acceptere risikoen for at betale med vores helbred på grund af nogle principper og regler, der i Bruxelles nærmest har fået status af ikke bare noget overnationalt, men nærmest overjordisk - på niveau med selveste de internationale konventioner, der jævnligt sætter vores egen beslutningskraft herhjemme ud af spil, fordi en flok verdensfjerne dommere og jurister langt væk fra vores eget land har besluttet noget helt andet.

Og nu kan vi så forstå på Europabevægelsen, at det da i hvert fald ikke tilkommer almindelige, dødelige danskere at ytre utilfredshed over, at de ikke fatter en bjælde af, hvad lægen siger, ligesom de godt kan glemme alt om bedre sprogundervisning og latterlige krav om, at deres egne små liv skulle vægte tungere end selveste EU´s principper og regler.

Det er nok ikke ligefrem et budskab, der vil få EU-glade danskere til i hobetal at strømme til Europabevægelsen, men det må de selv rode med.

Til gengæld står det fuldstændig tindrende klart, at vi selvfølgelig skal trække hårdt i håndbremsen nu, så vi selv får lov til at bestemme kvaliteten på vores sygehuse. Det manglede da bare!

Jeg anerkender fuldt ud, at nogle sygehuse lider under så stor lægemangel, at de er nødt til at ansætte udlændinge. Men jeg anerkender aldrig nogensinde, at floromvundne og luftige EU-principper er vigtige end de enkelte danskeres liv.

Derfor er der rigtig god grund til at få strammet kravene til de udenlandske lægers sprogundervisning. Nu.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn og efternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
kommentarer
Vis kommentarer
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Claus Jessen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen