Rotterne forlader den synkende skude.
Pludselig er det rødbedefarvede pas mere værd end koranen. Nu forventer de ikke bare, at Danmark skal tage imod dem med åbne arme; de forlanger også, at den danske stat skal anstrenge sig for at bringe dem, deres koner, og de børn som de har avlet under deres terrorvælde, trygt tilbage til gode, gamle Danmark.
Radio 24 Syv har dygtigt opsporet nogle unge mænd, som har fået tildelt dansk statsborgerskab, og som nu er kommet i uføre: den ene, 26-årige Ahmed Al-Haj, sidder i kørestol i tyrkisk fængsel, såret i kamp. Den anden, 29-årige Jacob El-Ali, forsøger desperat at slippe ud af Syrien og blive anholdt i Tyrkiet. En tredje, KS, som har både tyrkisk og dansk statsborgerskab, men intet pas, er sat på fri fod i Tyrkiet; han har i det mindste indrømmet, at han ikke tog til Syrien for at bage pitabrød eller lege nødhjælpsarbejder.
De tre har til fælles, at de har ladet sig rekruttere til Islamisk Stat, men nu vil de 'hjem' til Danmark.
Det er fristende at kalde dem landsforrædere. Men ingen og intet får mig til at tænke på dem som, eller omtale dem som 'danskere'. Man kan ikke forråde et Danmark, som man foragter og hader.
Rigtige danskere, som blev rigtige landsforrædere, har før kæmpet i forbryderiske organisationer. Unge danskere meldte sig til Frikorps Danmark under Waffen SS og blev straffet efter krigen. Deres handlinger er utilgivelige. Men de tog dog konsekvensen af deres valg, vedkendte sig deres troskabsed til Føreren og sloges til det sidste i Berlins ruiner. Mange endte og omkom i russisk fangenskab.
Til sammenligning er 'nydanskerne' i Islamisk Stat åbenbart gjort af et mere flygtigt stof. Jeg troede faktisk, at de var modige og stålsatte, de hellige krigere, som hørte kaldet fra Islam og drog til Syrien og Irak. Jeg troede, at de ville være loyale mod deres kampfæller og troskabseden til Islamisk Stat og kæmpe til det sidste for kalifatet på den vej, som Allah havde udstukket for dem.
Ikke mindst med udsigt til et liv i paradis med fri vinbar og 72 sortøjede jomfruer som belønning.
Men velfærdsstaten har åbenbart gjort dem materialistiske. Og bløde. Og pludselig mente de det slet ikke alligevel.
Det gik ellers så godt for den 29-årige Jacob El-Ali, som etablerede muslimsk kernefamilie i kalifatet, og som fra Raqqa i Sylien udsendte en selfie, hvor han triumferende og grinende stiller sig an: svært bevæbnet, klædt i IS-modetøj og med fingeren pegende mod himlen, stående blandt afhuggede hoveder og stadig blødende, varme kroppe.
Nu har Jacob selv tabt hovedet. For mens det var ufarligt at overskære struber på bagbundne mænd og bortføre og voldtage deres kvinder og børn, så er udsigten til kamp mand mod mand med hævngerrige kurdere skræmmende.
Nu flæber han. Og vil hjem til mor. Mor Danmark.
Til Radio 24 Syv siger han, at han forgæves har forsøgt at få danske diplomater til at hjælpe ham, men at tyrkerne sendte ham tilbage til Syrien. Han har mistet sit pas. Og forlanger et nyt. Han vil nemlig hjem.
Og han vil have psykologhjælp (og stort kørekort!), for han er naturligvis traumatiseret. Det skylder vi ham, siger han, for han er dansk statsborger, og mens han er rystende angst for nådesløse kurdere og iranere, så er han ikke bleg for at true blødsødne Danmark:
'Skal jeg tage hjem til Danmark, eller skal jeg blive ved med at hugge hoveder af her?'
Tja... med kalifatets kollaps får Jacob El-Ali nok ikke flere photo-opportunities, så svaret til ham må blive: Nej, du skal ikke tage hjem til Danmark, men tage din skæbne som en mand, hvis ellers du har skam i livet. Og det er Danmark også bedst tjent med.
Der er nemlig velbegrundet håb om, at han i Syrien får en mere retfærdig skæbne, end ved en dansk domstol.
Om hans ugerninger siger Venstres nye, pæne ansigt Jan E. Jørgensen, at 'det skal han da stilles til regnskab for'. Men anklageren vil få svært ved at domfælde Jacob, hvis ikke andre ynkelige angrende islamister stikker ham. På Radio 24 Syv afleverede han sin indstuderede remse: han var blevet hjernevasket af Islamisk Stat, han blev tvunget til at lade sig fotografere blandt de lemlæstede lig og afhuggede hoveder og tvunget til at smile, han havde ikke selv havde svinget slagterkniven; han var tvunget til at bære tøj med IS-paroler; og pistolen og håndgranaterne i hans bælte var til selvforsvar.
Den remse vil han aflire i retten, og hans advokat Mette Grith Stage skal såmænd nok hjælpe ham til blot at få en dom for usømmelig omgang med lig og dermed seks måneders fængsel under så komfortable forhold, at hans krigerkammerater vil misunde ham, når han sender dem postkort og selfies ved de muslimske højtider.
Om Jacob El-Ali efter de seks måneder vil være farlig, kan jeg ikke vide. Men jeg ved, at han er ufarlig for danskerne, så længe han ikke kommer til Danmark. Eller hvis han slet ikke findes.
Men tilbage til Danmark skal han ikke.
Jeg tror, at de færreste danskere ville græde tørre tårer over, at Jacob El-Ali mødte sin retfærdige skæbne i form af en drone, en amerikansk skarpskytte, en kurdisk militsmand eller i et fangehul. Men hans skæbne belaster Danmark med en lang række dilemmaer, som vi har påført os selv, fordi vi i årtier blev påtvunget den holdning, at enhver eksotisk migrant var en forfulgt flygtning, som ikke bare havde krav på fri adgang til vores skrøbelige velfærdsstat, men også krav på at blive optaget som statsborger. Beskyttet af urørlige konventioner og anonyme institutioner, højt hævet over danskernes egen bestemmelsesret.
Nu må det efterhånden stå klart, at de danske jihadister aldrig skulle have haft dansk statsborgerskab. Ja, de skulle aldrig være født i Danmark; deres forældre eller bedsteforældre skulle aldrig have haft indrejse og slet ikke asyl og permanent ophold - endsige statsborgerskab.
Men vi skal ikke lade os nedtrykke, og slet ikke undertrykke, af fortidens forsyndelser. Når briterne kan sige nej til deres ”nybriter”, så kan danskerne også tage permanent afsked med sine ”nydanskere”. Vejen dertil er besværlig, men retfærdigheden kræver, at det bliver gjort. Hvorfor ikke nu?
Lad os begynde med Jacob El-Ali, Ahmed Al-Haj og KS.
