Messerschmidt: Her er vejen til Danmarks frihed

Storbritannien forhandler de kommende år med EU om sin fremtidige frihed; en frihedsaftale venter.

Ikke overraskende gør EU og mange medier, hvad de kan, for at få den atlantiske stormagt til at se pjevset ud. Det er strategi. Spin. For under retorikken findes et Storbritannien, der både økonomisk, politisk og strategisk er en stormagt, som både USA, Asien og EU vil være tvunget til at handle og samarbejde med.

De patetiske meldinger om, at 'UK har mere brug for EU end omvendt' kan måske i dag underbygges af den usikkerhed, som forvirrer markederne. Men realiteterne vil snart indfinde sig – senest har OECD-generalsekretær Angel Gurria måttet æde sine ord om, at brexit ville have 'substantielle negative konsekvenser'.

Storbritannien er som medlem af G7 en af verdens stærkeste økonomier. Landets finansinfrastruktur er second to none (måske med Schweiz som konkurrent). I Nato er landet ubestridt nummer to, og historisk har Storbritannien stærke bånd til de vækstende økonomier i Asien (Commonwealth), hvilket allerede har udmøntet sig i flere meldinger om frihandelsaftaler. Senest har også USA meldt sig klar. Ikke dårlige udsigter.

Fremstillingen af Storbritannien som en lille forpjusket atlanterhavsø er således forkert. Med al sandsynlighed vil briterne få år efter brexit have rejst sig økonomisk. Landet har en unik historie for ikke bare at tage det historiske ansvar på sig, men også for at komme oprejst ud af det. Således også med brexit. Det er derfor ingen tilfældighed, når jeg taler om en 'frihedsaftale' fra EU. Brexit vil nemlig give briterne en misundelsesværdig demokratisk frihed:

1.  Uden for EU er man ikke bundet af de mange hensyn, der i dag skal tages til unionsborgere. Hvor vi i Danmark – helt grotesk - eksempelvis ikke må udvise rumænske kriminelle til Rumænien, vil UK kunne lave deres egne aftaler; de vil ikke være underlagt EU-domstolens stadig mere vidtgående fortolkninger inden for eksempelvis udlændinge- og velfærdspolitik, og skal ikke længere betale velfærdsydelser som fx børnepenge til mennesker i Rumænien eller Polen – ligesom de frit kan føre deres egen udlændingepolitik, mens tingene i EU bliver stadig mere kaotiske.

2.  Storbritannien sparer fremover sit kontingent til EU. De første år vil der selvsagt være en overgangsperiode, men som én af de helt store netto-bidragsydere til EU vil landets besparelser (80 mia. kroner) være et mærkbart kapitalindskud, som da også allerede har fået EU-systemet til at varsle, at man på den anden side af kanalen står og mangler 150 mia. kroner i kassen, ligesom man frit kan indrette erhvervs, skatte- og finanspolitik som den britiske befolkning ønsker. Her har jeg ærligt talt mere tillid til britisk snusfornuft end franskinspireret protektionisme.

3.  Som en del af sin nuvundne frihed vil Storbritannien kunne indgå frihandelsaftaler med de vækstende økonomier, som EU indtil videre ikke har magtet at indgå alliancer med. Australien har meldt sig på banen. Japan ligeså. Og senest i Hamborg hørte vi fra Trump, at USA også er klar. Mens EU således tilbyder en toldunion i stagnation og indre opbrud, kan Storbritannien efter brexit lave aftaler frit med de økonomier, man ønsker.

4.  Stik imod alle løfter har EU i dag en voldsom indflydelse på vores arbejdsmarkeder. Tænk blot på, hvilke problemer vi i Danmark har med cabotagekørsel, social dumping, østeuropæiske skuffeselskaber og underkendelse af vore overenskomster. Også her får Storbritannien sin frihed. Naturligvis skal der laves aftaler mellem EU og UK om, hvordan man udveksler arbejdskraft. Lastbilerne skal stadig krydse tunnellen. Men det utal af regerende dommere og kommissærer, embedsmænd og kontrollanter, som Bruxelles dagligt sender ud for at herse landene på plads, har ikke længere nogen myndighed i et land uden for EU.

5.  Uden for EU får man atter frihed til at indrette sig som man ønsker. Arbejdsmarked, erhvervsliv, offentlige indkøb, transport og alt andet bliver flyttet fra de ugennemsigtige – og oftest udemokratiske – beslutningsgange i EU til det nationale, demokratisk system. Hvor politikere står ansvarlige overfor deres vælgere. Man skal ikke længere spørge om lov i Bruxelles (hvor ofte har jeg ikke hørte den undskyldning fra danske ministre?), man skal ikke bøje nakken for domstolen i Luxembourg eller knægtes af EU-kommissionens embedsmænd. Kort sagt: Man vil atter kunne ånde, tale og bestemme frit.

Danmark er ikke Storbritannien. Derfor kan vi ikke bare lave en 'dexit' – eller hvad det nu skal hedde. Men Storbritannien har en unik mulighed for at skabe et alternativ til EU. Og dette er præcis, hvad vi har brug for – og hvad Bruxelles frygter.

Så snart røgen har lagt sig ovenpå forhandlingerne, vil lande som Danmark nemlig have et reelt valg: Skal vi fortsætte i taberklubben EU eller skal vi slutte os sammen med vore britiske allierede. På et femårigt sigte er det bestemt ikke urealistisk, at vi kan vide, hvilket samarbejde vi kan lave med Storbritannien, og måske sammen med Norge, Schweiz og andre lande som et alternativ til EU.

I min optik er valget enkelt. Og vi skal ikke lade os skræmme af den kortvarige usikkerhed eller harske retorik. Når alt kommer til alt, har EU – mindst – ligeså meget brug for Storbritannien som omvendt. Så en god aftale skal nok komme på plads. Og dette åbner fantastiske muligheder. For en dansk frihedsaftale. Uden for EU.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn og efternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
kommentarer
Vis kommentarer
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen