Messerschmidt: Sagfører-gribbe belaster Danmark

Advokat Christian Dahlager er, ifølge Morten Messerschmidt, 'en af sagførerstandens gribbe, som har gjort det til sin levevej at belaste Danmark – med Christiania såvel som ubudne gæster.' POLFOTO
Advokat Christian Dahlager er, ifølge Morten Messerschmidt, 'en af sagførerstandens gribbe, som har gjort det til sin levevej at belaste Danmark – med Christiania såvel som ubudne gæster.' POLFOTO

Morten Messerschmidt. Medlem af EU-parlamentet for Dansk Folkeparti, skriver om Danmark og verden.

Jeg har flere gange kritiseret Læger uden Grænser for at spilde tid og penge på at transportere tusindvis af migranter over Middelhavet til Europa. Men i Syrien udfylder tapre frivillige virkelig det oprindelige formål med Médecins Sans Frontières.

Det skal de have vores respekt for.

Men derfor må det også undre, at Danmark giver husly til syriske læger, som åbenbart føler mindre pligt til at hjælpe deres landsmænd end danske læger og sygeplejersker. Ja, Danmark har endda givet husly og ophold i nu over tre år til en læge, som ikke engang er flygtning, og som gengælder vores gæstfrihed ved at slæbe Danmark for en udenlandsk domstol.

I 2015 forlod Mosalam Albaroudi Syrien. Ikke fordi han var personlig forfulgt, men som tusindvis af andre syrere benyttede han lejligheden til at slippe ud af et land, der var i opløsning af stamme- og religionskrig. Fristet af, at Angela Merkel afholdt åbent hus på europæernes vegne, 'flygtede' Mosalam Albaroudi over Middelhavet. 

I sandhed en læge uden grænser, for på sin lange rejse skjult i en lastbil 'flygtede' Mosalam Albaroudi gennem Grækenland, Serbien, Ungarn, Østrig og Tyskland, før han ankom til Danmark. Her fik han ikke fuld jackpot og status som flygtning – han var jo ikke forfulgt - men han blev dog tilkendt 'midlertidig beskyttelse'.

Men ak og vé: Stærkt inspireret af Dansk Folkeparti vedtog Folketinget i 2016, at personer som Mosalam Albaroudi, som krigen i Syrien havde jaget helt op til Danmark, måtte vente tre år på at søge om familiesammenføring. Det var åbenbart en streg i regningen for Albaroudi, som fik afslag på at få sin kone fragtet fra Syrien til Danmark; ikke fra en flygtningelejr i Jordan, Libanon eller Tyrkiet - men fra Syrien.

Og ikke fra en flygtningelejr i Syrien. Men fra den temmelig fredelige hovedstad Damaskus, hvor Albaroudi havde sin egen praksis, og hvor familien levede et fredeligt liv uden at være forfulgt af Syriens onde diktator Bashar Assad.

Men hvor der er en vilje, er der en vej – eller en advokat, og sådan én fandt Mosalam Albaroudi i Christian Dahlager, en af sagførerstandens gribbe, som har gjort det til sin levevej at belaste Danmark – med Christiania såvel som ubudne gæster. Han påstod, at ventetiden på tre år for familiesammenføring var i modstrid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det afviste dog såvel byret og landsret, og til sidst også Højesteret, og så kunne enhver med respekt for grundlov og domstole vel forvente, at sagen var afgjort? At Mosalam Albaroudi og hans familie måtte fortsætte deres liv i et Damaskus, hvor livet måske er besværligt, men hvor de ikke er truet?

Men nej: I Europa er den sidste udvej for den, der har tabt en sag i et suverænt, demokratisk land, at få omstødt afgørelsen uden for landets grænser.

Nu er Mosalam Albaroudis sag ophøjet til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg.

Han kræver også 30.000 kroner som kompensation for de uretfærdigheder, han mener, er overgået ham.

Danmark kan komme med sine indvendinger over for Menneskerettighedsdomstolen inden udgangen af april. Men jeg frygter det værste. Der er intet godt i vente for Danmark fra de fjerne og anonyme domstole. For flere uger siden varslede EU-domstolen i Luxembourg, at den agter at tvinge Danmark til at genoptage massevis af afviste familiesammenføringer for tyrkiske statsborgere.

Og i den aktuelle sag om den syriske læge Mosalam Albaroudi har Danmark både Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg og FN på nakken. Begge har de udtrykt deres modstand imod de danske regler. De mener, at Danmark adskiller familiemedlemmer 'ulovligt', altså ifølge deres 'lov' – ikke Danmarks lov.

'Det er ganske usædvanligt, at to meget anerkendte instanser på den måde går ud og kritiserer et land i Europa,' siger Christian Dahlager glad til Ritzau.

Det bør gøre os alle ængstelige, at Christian Dahlager og de andre sagførergribbe optimistisk slikker sig om næbbet ved udsigten til utallige retssager, hvor danskerne må se deres eget folketing, deres egen regering og landet øverste domstol sat til side. Og oven i købet selv skal betale for at blive ydmyget. 

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
63 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste
Mest læste
Seneste i Plus