Morten Messerschmidt præsenterer: 'En ægte flygtning'

Asia Bibi fotograferet, da hun blev anklaget for blesfemi i Pakistan. Foto: AP
Asia Bibi fotograferet, da hun blev anklaget for blesfemi i Pakistan. Foto: AP

Morten Messerschmidt. Medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti.

 

Mens venstrefløjen ikke længere vil kendes ved sit patent på tvangskollektiviseringer, massehenrettelser og sultkatastrofer, så vil den meget gerne tage patent på næstekærligheden og den universelle godhed.

Det sker gennem Venligboerne, Bedsteforældre for Asyl, Flygtninge Under Jorden, Flygtningevenner og andre pressionsgrupper. De har indtaget samfundets moralske højdedrag og skuer med foragt ned på nationalister, racister, skimlede kældermennesker – ja, alle, der blot tillader sig at stille spørgsmålstegn ved deres godhed.

Venstrefløjen tiltror ikke sine modstandere evnen til medfølelse. I venstrefløjens selvretfærdige univers er det i orden at fremstille Inger Støjberg som KZ-lejr-sex-sadist, der hænger døde flygtninge op på sit juletræ – eller Lars Løkke Rasmussen som nazistisk gauleiter. Jeg må nok se i øjnene, at også jeg bliver henregnet til det hjerteløse selskab, selv om jeg ikke er blevet beæret med så beskidte karikaturer. 

Men jeg har nyt til de selvgode og de frelste. For jeg anerkender selvsagt, at der findes flygtninge. Ægte flygtninge. Ikke muskuløse afrikanske mænd, som fylder de orange gummibåde, og som Læger uden Grænser så beredvilligt fragter til Europa. Ikke de syriske mænd, som er flygtet fra ansvaret for deres egne, som de efterlod i lejrene i Libanon. Ikke fup-flygtninge, som opdigter dødelige farer i deres hjemland. Ikke vaneforbrydere, som finder et fristed i det godtroende Europa. Ikke palæstinensere, som får statsborgerskab i Danmark – for derefter at holde ferie hvert år i det Libanon, som de med døden i hælen flygtede fra.

Nej, lad mig i stedet præsentere en ægte flygtning.

Hun hedder Asia Bibi. Nogle ondskabsfulde naboer i hendes landsby hævdede for ni år siden, at hun – der er kristen - havde fornærmet muslimernes profet og den muslimske gud Allah. Pakistans koran-straffelov foreskriver dødsstraf for blasfemi. Asia Bibi blev pryglet og tilbragte de næste otte år på dødsgangen i galgens skygge. To politikere, som talte imod blasemilovene, blev snigmyrdet. Men for nylig blev Asia Bibi løsladt på grund af manglende beviser. Nu hærger en pøbel af frådende og skrigende mænd gaderne i Islamabad og Karachi og forlanger hende henrettet. Hendes sagfører er flygtet fra Pakistan. Men forinden har han eftersøgt et land, som vil give Asia Bibi, hendes mand og fem børn asyl. Asia Bibi og familien venter stadig på svar.

Det forlyder, at Storbritannien har sagt nej af frygt for optøjer blandt landets milioner af muslimske indvandrere.  

Under overskriften 'Lad os udskifte Shuaib Khan med Asia Bibi' skrev jeg 3. oktober 2017 på denne blog: 'Vi giver i Danmark husly og socialhjælp til dovne, voldelige og uforbederlige vaneforbrydere og mordere fra Pakistan. Den mest kendte er Shuaib Khan, leder af den muslimske invandrerbande Loyal to Familia. Shuaib Khan er en farlig parasit, som bør fjernes fra det danske samfund og sendes til Pakistan, hvor hans menneskelige karakteristika passer langt bedre.'

Nu har vi heldigvis fået Højesterets ord for, at Shuaib Khan ikke længere er ønsket i Danmark. Fra ord til andet vil jeg dog gentage mig selv, blot med den opdatering, at han nu passende kan erstattes med palæstinenseren Danny Abdallah. Også han er en uforbederlig voldsforbryder, som venstrefløjen hjalp til Danmark med palæstinenserloven i 1992. Og selv om han, ifølge Retslægerådet, er psykopat, lykkedes det ikke at få ham idømt forvaring. Og tilbage til Libanon vil dommerne ikke sende ham, for som tusinder af andre palæstinensere har Danny Abdallah fortalt en farverig historie om at være truet på livet. Jeg tror det såmænd gerne, men det skulle dog nok være muligt for ham at finde beskyttelse i en røverbande i et eller andet lovløst område dernede, men nej: Danmark hænger stadig på Danny Abdallah, indtil den sidste portion socialhjælp ryger ind på hans Nem-Konto.

Men tilbage til de rigtige flygtninge, Asia Bibi og hendes familie. Om hende skrev jeg i samme blog den 3. oktober 2017: 'Derimod vil jeg til hver en tid byde Asia Bibi, hendes mand og deres fem børn velkommen til Danmark. Jeg er sikker på, at de ville være taknemlige og blive gode samfundsborgere – til forskel fra tusinder af andre uindbudte indvandrere, som ifølge Finansministeriet koster os mindst 33 milliarder kroner om året.'

Det er trist – og det kan vi takke den selvgode venstrefløj for – at tusindvis af utaknemlige fupflygtninge har optaget så megen dyrebar plads i vores lille land. For naturligvis skal Danmark tage imod nogle af de reelt forfulgte, og hvad ville være mere naturligt for et kristent land som Danmark først og fremmest at tage imod flygtninge med nogenlunde det samme værdigrundlag, altså kristendommen? Danmark skal naturligvis stå parat til f.eks. at tage imod forfulgte kristne fra Sverige, hvis det en dag skulle blive nødvendigt. Vi kan ikke tage imod alle Pakistans kristne, men skulle Danmark en dag nå dertil, at vi får indvandring og udvisninger bragt i balance og under kontrol med en fast hånd, og beslutter at tage imod såkaldte kvoteflygtninge, så bør kristne som Asia Bibi komme i første række.

Jeg vil gerne gavne Danmark. Og mon ikke det ville gavne Danmarks anseelse, hvis vores udenrigsminister tilbød Asia Bibi og hendes familie asyl frem for de mange, der fylder fængslerne op? Ja, Samuelsen kunne ligefrem bryste sig af, hvordan Muhammedkrisen og vores Femte Kolonne ikke fik os ned med nakken - og samtidig vil det vise, at hverken danskerne, deres regering, dens støtteparti, eller sågar det største oppositionsparti er hjerteløse, når det kommer til ægte flygtninge med et ægte behov for beskyttelse.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
142 kommentarer
Vis kommentarer