Når de 'gode' løber tør for argumenter, har de kun beskidte ord tilbage

Pelle Dragsted: Foto: Ritzau Scanpix
Pelle Dragsted: Foto: Ritzau Scanpix

Morten Messerschmidt. Medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti.

 

Forleden beskyldte Enhedslistens Pelle Dragsted fra Folketingets talerstol min partifælle Kenneth Kristensen Berth for at fremkomme med 'racistiske udtalelser'.

K.K. Berths påstand var, at ingen lande havde haft held til at integrere muslimer.  

Pelle Dragsted nægtede at forholde sig til K.K. Berths konstatering af virkeligheden. I stedet valgte han i sin afmagt over for virkeligheden at spille racisme-kortet. Han kunne have sagt, at det var da en voldsom generalisering, for der er vel nogle muslimer, som er blevet integreret i det danske samfund.

Og det ville K.K. Berth naturligvis have givet ham ret i og måske endda henvist til Özlem Cekic.

Men Dragsted valgte at ty til det velkendte beskidte venstrefløjs-trick, når argumenterne slipper op:

At fremstille DF som et parti, der bare hader, og kritik af Islam som racisme - altså at folkepartister og andre skimlede kældermennesker mener, at muslimer tilhører en tilbagestående race med medfødte egenskaber. Dragsteds tilbagetog – at han jo ikke direkte anklagede K. K. Berth for at være racist – var ynkeligt.

Jeg troede faktisk, at Pelle Dragsted efterhånden havde fattet, at i dag trækker man ikke mange stik hjem ved at spille racismekortet. Det udstiller blot ens magtesløshed i debatten. At tale om 'indre svinehunde' og husdyr, der besørger inden døre, giver heller ikke point længere. Spørg Nyrup.

Måske ved Pelle Dragsted oven i købet, at hverken kristne, muslimer eller hinduer er særlige racer?

Men så må han også vide, at i Dansk Folkeparti deler vi ikke folk op efter racer, men efter deres opførsel. Og opførsel bygger naturligvis på den livsindstilling og kultur, som man deler med ligesindede.

Men i stedet valgte Pelle Dragsted altså at jamre over, at han blev irettesat af Folketingets formand Pia Kjærsgaard. Ikke fordi Pia Kjærsgaard er despot - men af den simple grund, at det ikke er tilladt at anvende skældsord i folketingssalen. Det er ikke tilladt at tale nedsættende til sine folketingskolleger eller tillægge dem nedrige holdninger.

Og med mindre et folketingsmedlem ligefrem vedkender sig en racistisk grundholdning og erklærer sig selv som racist, er der jo ingen tvivl om, at udtrykket 'racistisk' er nedsættende.

Jeg er sikker på, at Pia Kjærsgaard også ville have irettesat et medlem, som f.eks. kaldte venstrefløjens politik på indvandringsområdet de seneste 30-40 år for 'landsforræderisk', eller for at være 'landssviger-virksomhed'. Eller hvis Dragsted og andre revolutionære blev tillagt et ansvar for Gulag, hungersnøden i Ukraine eller folkemordet i Cambodja.

Pelle Dragsted blev dog lynhurtigt overhalet indenom af radikale Zenia Stampe og den vistnok selverklærede muslim Özlem Cekic. De anklager begge Pia Kjærsgaard for at knægte ytringsfriheden, og Zenia Stampe kræver endda Pia Kjærsgaard afsat som Folketingets formand.

Stampe giver den hele armen på Facebook:

'Der tegner sig et mønster her. For Dansk Folkeparti er det ikke nok at have magt til at gennemføre sin politik. Nej, DF går efter den ultimative magt. Det betyder at få bragt al modstand til tavshed. Alle midler tages i brug. Censur. Nedskæringer. Trusler. Det er totalitært.'

Det er så bimlende absurd, at det næsten kun er til at grine ad, hvis ikke det samtidig var så sørgeligt.

Özlem Cekic spørger fiffigt 'Er Pia Kjærsgaard nu også krænket?'

Nu er Pia Kjærsgaard nok mere hårdhudet end Zenia Stampe og Özlem Cekic; deres vej i dansk politik har i sammenligning med hendes været en dans på roser.

Men enhver, der bliver beskyldt for at nære racistiske sympatier, kan vel med fuld ret føle sig krænket?

Kunne såvel Dansk Folkepartis, SF’s og Socialdemokratiets vælgere ikke med fuld ret føle sig krænkede, da Zenia Stampes formand Morten Østergaard beskyldte deres eventuelle samarbejde som 'et rødbrunt kabinet' – vel vidende, at 'brun' af ethvert tænkende menneske blev forstået som uniformsfarven på Hitlers stormtropper, SA, brunskjorterne?

At 'brun' i politik betyder nazisme og racisme?

Morten Østergaard spillede nazi-kortet, og Pelle Dragsted spillede racisme-kortet. Men de er heldigvis begge blevet overtrumfet af en sund, dansk grundholdning:

At vi i et parlamentarisk demokrati skal undgå en rå og beskidt tone i debatten. Overholder man ikke den grundholdning, risikerer man at blive sat på plads. 

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
197 kommentarer
Vis kommentarer