Rådvild halal-hippie i blindgyde i Vollsmose

Vollsmose. Den radikale formand Morten Østergaard besøger Vollsmose i Odense.

Foto: Tim Kildeborg Jensen
Vollsmose. Den radikale formand Morten Østergaard besøger Vollsmose i Odense. Foto: Tim Kildeborg Jensen

Morten Messerschmidt. Medlem af EU-parlamentet for Dansk Folkeparti, skriver om Danmark og verden.

De fleste har nok glemt det. Men lad mig minde om, at de Radikales leder i sidste uge gik i en slags selvvalgt eksil – ganske vist kun i tre dage.

Ikke desto mindre proklamerede en højstemt Morten Østergaard i store annoncer, at han ville gøre sig klogere på integrationen, og journalisterne viste høflig interesse og vinkede farvel til Morten Østergaard, da han tappert vandrede ind i Vollsmose, mens han betvang sin trang til at se sig nervøst tilbage over skulderen.

Men hvis Østergaards hensigt var at trænge ind i bydelen incognito for senere at vende tilbage med overraskende opdagelser og erkendelser, så slog det fejl fra starten.

Knap var den radikale leder kommet i gang med at integrere sig i bydelen, før han i ét væk måtte stille op foran kameraer og mikrofoner og med en halvkold shawarma i den ene hånd tage sin telefon med den anden for at fortælle journalister om sine observationer: om torsdagen havde han f.eks. fundet ud af, at Vollsmose også er beboet af mennesker, 'som vil det bedste for deres børn'.

Så fik vi den at tænke over.

De Radikales pressetjeneste lod forinden antyde, at Morten Østergaard ville gøre op med sin indre 'halal-hippie'. Spændende ikke? Et radikalt paradigme-skifte? Et opgør med fortidens multi-kulturelle utopier?

Men da Morten Østergaard efter et par døgn vendte tilbage til Gamle Danmark, blev han modtaget med en langstrakt gaben, for alt var ved det gamle: ikke én ny radikal tanke, bare de gammelkendte bebrejdelser imod danskerne for at have svigtet, fordi muslimerne efter 40 år i landet stadig ikke er integreret, og fordi vi ikke har kunnet rette op på de problemer, som De Radikale og Socialdemokratiet har belastet Danmark med i årtier.

De radikales PR-stunt endte som et totalt flop.

Timingen kunne heller ikke være mere elendig: Samme dag, som Morten Østergaard begyndte sin halal-hippie-happening, fremlagde Mette Frederiksen socialdemokraternes udlændingepolitik. Samme dag, som Morten Østergaard tjattede rundt med et par boksehandsker i Vollsmose, tog Mette Frederiksen fløjlshandskerne af og viftede De Radikale ud på et øde sidespor i dansk politik.

For dansk politik tegnes i al overskuelig fremtid af, hvordan de politiske partier håndterer den fortsatte indvandring fra den muslimske verden og Afrika. Hvis ikke socialdemokraterne vil sendes på ørkenvandring sammen med de tyske, franske, hollandske, østrigske og norske socialdemokrater, så er de nødt til i stedet at sende De Radikale på ørkenvandring.

Hvis socialdemokraterne holder ord, må de glemme De Radikale.

Snart vil ingen spørge, hvor De Radikale og Morten Østergaard mon er henne. Ja, han kunne for den sags skyld blive boende i Vollsmose, uden at nogen lagde mærke til det.   

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn og efternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
kommentarer
Vis kommentarer
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Anders Borup Sørensen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen