Rend mig i selvrespekten

- Så hvis jeg føler behov for at lægge et undertøjsbillede op på Instagram, så gør jeg det. Se nogle af Nikita Klæstrups frække billeder her

Nikita Klæstrup. Nikita Klæstrup, blogger og instagramhit, der skriver om politik, og den offentlige mening.

Jeg kommer hermed med en tilståelse — jeg har ingen selvrespekt.

Jeg lægger mine egne undertøjs-billeder op på instagram. Jeg iklæder mig høje hæle og korte kjoler. Jeg har seksuelle relationer til mænd, uden forinden at inddrage samfundets definition af, hvor mange sexpartnere der er et respektabelt antal.

Så måske har flere personer, i Ekstra Bladets vanlige kommentarspor ret i deres banale betragtninger — måske er jeg bare en (medie)luder komplet blottet for selvrespekt? Eller måske er der bare ingen, der har forstået hvad selvrespekt reelt handler om?

Er selvrespekt i dag reduceret til udelukkende at handle om, at leve op til samfundets forventninger og krav til ens udseende og opførsel?

For mig handler selvrespekt om at finde en værdi i sig selv, lytte til egne behov, lyster og følelser. Så hvis jeg føler behov for at lægge et undertøjsbillede op på Instagram, så gør jeg det. Og hvis jeg har lyst til at have sex med en mand jeg kun har kendt i et par timer, ja så gør jeg også det.

Jeg er så uendeligt træt af et positivt ord som selvrespekt konstant bliver brugt til at nedgøre og undertrykke kvinder.  Og ja, det er oftest kvinder som bliver nedgjort i selvrespektens navn.

Hvis en mand har haft 100 sexpartnere — så er alt helt fint. Men hvis en kvinde har haft bare halvt så mange — så må hendes motivation åbenbart forklares med manglende selvrespekt.

Man behøver ikke at være enig i alt jeg gør. Jeg er selv langt fra enig i alt, hvad jeg ser andre gå og laver på de sociale medier. Men så længe de selv er tilfredse med det, og det ikke påvirker mig på nogen måde, så skal de da bare slå sig løs — så er jeg da ligeglad.

Man kan udvise selvrespekt ved at være jomfru i en alder af 53 og man kan udvise selvrespekt ved at gå ind i pornoindustrien. Det handler nemlig ikke om samfundets definition af hvad en respektabel kvinde er, men om hvad man selv, som individ har lyst til.

Jeg skal nok blive ved med at gøre præcis, hvad jeg har lyst til, og hvis du synes at noget så harmløst, som at udleve sin egen seksualitet, efterfølgende skal reflektere negativt på min person og mit selvværd, ja, så kan du rende mig i selvrespekten.

Og så må du nyde den ‘selvrespekt’ der motiverer dig til at stå op hver dag og leve dit trivielle, nypuritanske, smålige, leverpostejsfarvede liv.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
27 kommentarer
Vis kommentarer