'Vi videregiver en syg voldtægtskultur'

Nikita Klæstrup. Nikita Klæstrup, blogger og instagramhit, der skriver om politik, og den offentlige mening.

Hvornår er man egentlig et offer for en seksuel krænkelse?

I Danmark er det åbenbart ikke nok, at man er blevet udsat for en seksuel krænkelse. For at være et offer, skal man være komplet uden skyld i det forfærdelige overgreb, man er blevet udsat for. Så derfor er det klart, at når 14 årige Lærke, får delt nøgenbilleder af sig mod sin vilje, så er hun jo ikke et rigtigt offer, vel? I hvert fald ikke, hvis man læser folks reaktioner på Lærkes historie.

Den 14-årige Lærke fra Aarhus blev som bekendt intetanende fotograferet af en veninde. Billederne havnede på internettet. Forgæves bad hun om, at de ikke blev delt, men derimod slettet.

'Hun er vist ikke liiiiige skide uskyldig selv,' har det lydt om Lærke på de sociale medier. Hun havde jo før delt 'udfordrende' billeder af sig, så hvad gjorde et enkelt mere til eller fra?

Måske hvis hun levede op til samfundets normer for den 'gode' og 'jomfruelige' pige, så kunne vi nemmere have ondt af hende. Men nu kan vi bare læne os tilbage og være forarget over, hvordan en 14 årig pige opfører sig på de sociale medier, fremfor at være forarget over de afstumpede mennesker, der mener, at de har ret til en 14 årig piges krop.

Det er jo i bund og grund det, sagen går ud på. Der har siddet nogle personer og følt, at de havde en ret til denne her piges krop. At hendes krop ikke var hendes egen, men derimod allemandseje. Nu havde hun jo vist lidt af sin krop på Instagram en gang, så hvorfor skulle de ikke have lov til at se den hele tiden?

Med den slags kommentarer videregiver vi en syg voldtægtskultur, hvor vi lærer unge piger at frygte deres krop, da deres krop altid vil kunne bruges som et våben imod dem. Og vi lærer unge drenge, at de har en ret til kvindekroppen.

Vi er på vej mod et samfund, hvor man som kvinde ikke skal bekymre sig om, hvorvidt ens rettigheder til egen krop vil blive krænket, men rettere hvornår. Hvor mange gange. Hvem kommer til at gøre det.

Og det er ikke et samfund, jeg har lyst til at leve i.  Et offer et offer ligegyldigt hvad. En kvinde kan sagtens vise sig nøgen på diverse medier og stadig være offer for hævnporno. Ligesom en kvinde kan sælge sex og stadig være offer for voldtægt.

Fremfor at lære vores døtre, at de skal se så ærbare ud som muligt, ikke gå alene om aftenen, ikke fremstå letpåklædt på internettet, ikke drikke for meget, når de er ude og alle de andre forholdsregler, som enhver pige lærer, når hun kommer op i den alder, hvor samfundet har bestemt, at det er passende, at seksualisere hendes krop, burde vi i stedet lære vores sønner, at de skal respektere kvinder.

Vi burde lære vores sønner, at de ikke har en ret til deres krop. Om han så har set en pige nøgen 30 gange, hvis hun den 31. gang ikke ønsker det, så har han ikke en ret til det. Det er ikke hans krop.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
125 kommentarer
Vis kommentarer