Et forslag fra Dansk Folkeparti vil lade de danske soldater bevogte mulige terrormål.
Det skal aflaste politiet, da politikerne har besluttet sig for, at det er langt vigtigere, at politiet tager sig af betydningsfulde opgaver såsom fartkontrol, kropsvisitering af besøgende på Christiania og nedlukning af bordeller, hvor kvinderne ellers arbejder frivilligt.
Zenia Stampe valgte at udtale sig om forslaget med sin sædvanlige respektløshed overfor de danske soldater. Hun sætter blandt andet sat spørgsmålstegn ved om danske soldater overhovedet er i stand til at kende forskel på ven og fjende. Derudover skriver Stampe, at det danske militær er uddannet i at 'nedkæmpe fjender i krigszone'.
Jamen, jeg ved nærmest ikke, hvor jeg skal starte.
Danske soldater er uddannet til meget mere end blot krig. En militær uddannelse er andet end 'sigt og skyd'. Det burde en politiker ærlig talt vide. Med sin tankeløse opdatering fremstiller Zenia Stampe hele det danske militær som skydeglade krigsmaskiner uden respekt for menneskeliv. Det er ganske enkelt dybt fornærmende overfor de mange dygtige soldater, som har risikeret liv og lemmer i krigszoner – for at beskytte civile og skabe fred.
At lade soldater vogte terrormål vil ikke alene løse terrortruslen. Det er naturligvis ikke det eneste, vi skal gøre. Vi skal også se på de religiøse parallelsamfund, der er med til at radikalisere unge. Men jeg kan forstå, at Zenia Stampe ikke ligefrem har lyst til at nævne dette.
Jeg er forarget over, at det er nået så vidt, at politiet må have hjælp af militæret til at lette arbejdsbyrden. Det er dybt forkasteligt, at folketinget har ladet politiet blive så overbelastet, som vi ser nu. Jeg har den største respekt for det danske politi, og det er naturligvis ikke deres skyld, at de er tvunget til at udføre ligegyldige arbejdsopgaver. Det er derimod politikernes skyld, når de opretholder perifære forbud, og sætter måltal for noget så trivielt som fartkontrol.
Politikerne må følgelig se politiets arbejdsopgaver efter i sømmene. De må blive bedre til at vægte, hvad der er ligegyldig symbolpolitik, og hvad der gavner samfundet. Det så vi heldigvis allerede et glimrende initiativ til i starten af 2016, hvor Søren Pind valgte at droppe måltal for, hvor lang tid politiet skal bruge på fartkontrol.
Så lad vores dygtige og kompetente soldater hjælpe til, hvor det er nødvendigt. Men det er ikke nok at symptombehandle. Det er absolut nødvendigt at kigge politiets arbejdsopgaver igennem og prioritere således, at politiet er til mest mulig gavn for befolkningen.
Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.