Imam Fatih Alev er sexist

Nima Zamani. Jurist og vært på Den Uafhængige

Det er tilsyneladende blevet en selvfølge, at man er moderat, hvis blot man taler flydende dansk. Sådan bliver dansk-tyrkiske imam Fatih Alev betragtet i offentligheden. Men skinnet bedrager.

Lad mig forklare, hvorfor.

Det lader til at være gået manges næse forbi, men for 15 måneder siden viste Fatih Alev sin sande mandchauvinistiske, sexistiske og kvindenedgørende side i ’Den anden kvindekamp’ på DR2.

Sherin Khankan sad i debat overfor Fatih Alev. Hun havde et brændende ønske om, at Fatih ville bakke op om kvindelige imamer.

Formålet skulle være at få flere kvinder i moskeerne. Til Sherins ønske om dette svarede han, at man ligeså godt kan danse i moskeerne, på samme måde som afro-amerikanere tiltrækker folk ved at danse i gospelkirkerne. Hans svar skriger stadig i mine ører:

”Hvorfor ikke danse, hvorfor ikke danse?”

Men hvorfor bringer jeg dette op, når det er 15 måneder siden?

Fordi jeg har konfronteret ham med udtalelsen. Og Fatih Alev står fast ved sin sammenligning. Han er så blind overfor kvinden som ligeværdig, at han ikke evner at forholde sig til, at Sherins ønske handler om ligestilling.

Ligestilling er noget fra anden planet i Fatihs verden. Når jeg konfronterer ham med hans kvindeundertrykkende holdning retfærdiggør han det med, at jødedommen og den katolske kirke heller ikke ser kvinden som ligeværdig og egnet som prædiker. Samtidig medfører hans hoverende sammenligning af dans og ligestilling, at han scorer højt på sexist-barometeret.

Profeten Muhammeds kone, Aisha, ledte også bønnen. Og leder man bønnen, er man i imamens rolle. Dette kan nærliggende fortolkes således, at kvindelige imamer ikke er forbudt indenfor islam. Fatih måtte endda erkende, at Sherin havde ret i dette, da hun i den omtalte udsendelse konfronterede ham med det.

Alligevel kunne han ikke forene sig med tanken om kvindelige imamer. ”Hvorfor insisterer I på at kalde jer imamer”, var hans svar.

Fatih er ikke moderat. Han er ikke progressiv. Han sidder fast. Han er et par århundreder eller fem bagud.

Og siden kupforsøget i Tyrkiet har han hyldet Erdogan. Helikoptere skød ned mod folkemængder. 167 blev dræbt under kupforsøget. Men Fatih Alev havde tilsyneladende hentet popcorn. Han skrev på Facebook, at der var folkefest.

Jeg siger ikke, at kupmagerne ville tilføre Tyrkiet noget godt. Men man kommer unægtelig til at fremstå fascistisk, når man, som Fatih Alev, stålfast har forsvaret Erdogans fascistiske foretagender siden kuppet.

Fatih forsvarer det med undtagelsestilstand i Tyrkiet. Det er korrekt, at en regering kan fravige rettigheder og love i sådanne tilfælde, men undtagelsestilstand betyder ikke, at man laver en udrensning af enhver, der er uenig.

Man er fascistisk, når man støtter autoritær undertrykkelse af anderledes tænkende. Og undtagelsestilstand lyder hult, når der er tale om lukning af store aviser og medier, 1043 skoler, 35 hospitaler, fyringer af 21.000 undervisere og 2.700 dommere samt anholdelser af journalister.

Fatih Alev er i alt for mange år sluppet afsted med at blive opfattet som moderat. Han er en reaktionær islamist, og hans holdninger bør udstilles og modarbejdes.

Fatih Alev minder om den type islamister, mine forældre flygtede fra.

Det gør ondt, når nogen fra højrefløjen antyder, at jeg bør rejse hjem til Iran. Jeg hører til i Danmark. Med mine værdier og holdninger ville jeg være fortabt og på udebane under det iranske præstestyre.

Det er imidlertid svært for mig at forstå, hvad Fatih Alev og hans ligesindede vil her i landet. De forekommer mig at være fortabt og på udebane i Danmark.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
17 kommentarer
Vis kommentarer

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.

Hvis krigen og katastroferne kommer, hvad skal vi mennesker så gøre?