B.T. i seng med Pernille Vermund

'Alt i alt er der vist ingen større tvivl om, at Andreas Karker og B.T. agerer tøffelhelte for Pernille Vermund og Nye Borgerlige,' skriver Nima Zamani. Foto: Jens Dresling/POLFOTO
'Alt i alt er der vist ingen større tvivl om, at Andreas Karker og B.T. agerer tøffelhelte for Pernille Vermund og Nye Borgerlige,' skriver Nima Zamani. Foto: Jens Dresling/POLFOTO

Nima Zamani. Jurist og vært på Den Uafhængige

B.T. propaganderer nærmest for Nye Borgerlige som russisk stats-tv propaganderer for Putin. 

Der er intet nyt i, at en avis bekender politisk farve. Berlingske er blå. Information og Politiken er røde. Og DR beskyldes af den yderste højrefløj for at være ræverøde. 

Det er til gengæld nyt, at en landsdækkende avis - med sin politiske redaktør i spidsen - forsætligt eller groft uagtsomt insisterer på at gå et bestemt partis ærinde. 

Om det skyldes, at man er desperat efter 'clicks' og dermed annoncekroner eller blot politisk enighed, må stå hen i det uvisse.

Under alle omstændigheder er det tenderende til usmageligt. Det er usmageligt at tjene penge på at gøre et parti, endda med en grundlovsstridig politik, større end det i virkeligheden er. 

Og usmageligt under dække af journalistisk objektivitet at gøre et parti større, end det i virkeligheden er.

Sagen er den, at B.T., modsat stort set alle andre medier, bestiller deres helt egne meningsmålinger hos 'YouGov', hvor Nye Borgerlige ved seneste måling stod til hele 11 mandater.

Det lyder umiddelbart uskyldigt og i øvrigt rigtig fint for Nye Borgerlige. Men bemærk, kære læser... 

Hos Epinion stod Nye Borgerlige udelukkende til 4 mandater ved seneste måling. Hos Megafon stod Nye Borgerlige til 5 mandater ved seneste måling. Begge udgivere udvælger via telefoninterview et repræsentativt udsnit af befolkningen. Det vil sige borgere i alle aldre, køn, erhverv samt sociale klasser.

Hos YouGov er det et mere særligt og snævert udvalgt segment af borgere, der udgør resultatet af meningsmålingen, der altså helt ekseptionelt giver Nye Borgerlige 6-7 flere mandater end alle de andre matematisk redelige målinger. 

Det er borgere, der blandt andet bruger internettet til at vinde gratis præmier. Man deltager nemlig - og hold nu helt fast - i lodtrækningen om luksusgavekort til internetshopping, når man tilmelder sig hos YouGov. 

Det politiske svar er altså ikke udelukkende betinget af, at nogen ringer til dig og spørger, hvem du ville stemme på, hvis der var valg i morgen. Det politiske svar er betinget af gaver. Meningsmålingen kan altså med stor sandsynlighed være præget af svar fra vælgere, der modsat telefoninterviews, ikke bliver prikket på maven ift. deres politiske interesse og holdning. 

Og uden at skulle lyde elitær er det altså oftest de mindre velhavende, der er interesserede i luksusgavekort og gratis sager på nettet. Knap halvdelen er Nye Borgerliges vælgere er arbejdsløse eller står udenfor arbejdsmarkedet. 

Jeg forstår godt, at Pernille Vermund & co. udelukkende henviser til YouGovs meningsmålinger. De benytter sig selvfølgelig er de meningsmålinger, der får dem til at fremstå mest populære. 

På den måde fremstår de også mindre kontroversielle. Man tænker jo umiddelbart, at 11 mandater er for mange til, at der rent faktisk kan være tale om et parti, der diskriminerer baseret på etnicitet og tro.

Det er dog nærliggende at spørge sig selv, om B.T. har et ansvar. De tjener reklamepenge på chok-rubrikker om, at Nye Borgerlige er gået fra sølle 4 til hele 11 mandater. 

Ondt gøres desuden værre, når man læser bogen, 'Værdikrigeren'. En bog om Pernille Vermunds liv og politik, skrevet af B.T.s politiske redaktør Andreas Karker. 

Der er intet fordækt i, at en forfatter skriver en glorificerende biografi om en politiker. Det skal man have lov til. 

Det er til gengæld uhørt, at en politisk redaktør for et landsdækkende medie kan formaste sig til at skrive en fuldstændig ukritisk bog om en politiker, der mener, at troende skal have færre rettigheder, alene fordi de har en anden trosretning end majoriteten. Læg dertil, at denne politiske redaktør i bogen går Nye Borgerliges politiske ærinde ved at overdrive om arabiske gader på Nørrebro.

Alt i alt er der vist ingen større tvivl om, at Andreas Karker og B.T. agerer tøffelhelte for Pernille Vermund og Nye Borgerlige. 

Det er godt gået af hende. Det er til gengæld også virkelig sørgeligt for dansk journalistik.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
627 kommentarer
Vis kommentarer