Da Nye Borgerlige smagte deres egen medicin

Nima Zamani påpeger 'hykleriet i, at Nye Borgerlige vræler, når de udsættes for udemokratiske og uvederhæftige metoder,' som de selv bruger. Zamani fremhæver særligt MF Mette Thiesen (tv), der her er fotograferet sammen med formand Pernille Vermund til partiets årsmøde. Foto: Claus Fisker
Nima Zamani påpeger 'hykleriet i, at Nye Borgerlige vræler, når de udsættes for udemokratiske og uvederhæftige metoder,' som de selv bruger. Zamani fremhæver særligt MF Mette Thiesen (tv), der her er fotograferet sammen med formand Pernille Vermund til partiets årsmøde. Foto: Claus Fisker

Nima Zamani. Jurist og vært på Den Uafhængige

For nyligt forsøgte venstreekstremister at ramme en Nye Borgerlige-politiker på hendes levebrød. Anahita Malakians bestyrede en burger bar, som såkaldte anti-fascister opfordrede til at boykotte, fordi de mener, at Nye Borgerlige er at sammenligne med nazister.

Det tog jeg skarpt afstand fra, hvilket jeg også tilkendegav i en klumme her på ’Opinionen’. Udemokratisk og løgnagtig adfærd bliver ikke mere tilforladelig, fordi man er politisk uenig. I et frit og demokratisk land går man efter hinanden med verbale tæsk i bokseringen. Man går ikke efter hinandens levebrød uden for bokseringen.

Således blev Anahita Malakians også taget behørigt i forsvar af alle – uanset politisk farve. Men noget undrede mig. Og ingen talte om det. Nye Borgerlige smagte jo her deres egen medicin. Det gør det ikke mere legitimt. Men det viser, at Nye Borgerlige og Antifa (Antifascistisk aktion, aktivistisk organisation på venstrefløjen, red.) bruger nogle af de samme kujonagtige og udemokratiske metoder over for politiske modstandere.

Folketingsmedlemmet Mette Thiesen gik efter en muslimsk læges levebrød, da hun offentliggjorde vedkommendes lægehus for at få ham fyret. Jovist havde den pågældende person skrevet en sjofel og respektløs kommentar om, at han ville gøre Thiesen mindre fremmedfjendsk ved at gå i seng med hende. Men lad os lige få styr på proportionerne. En enkel hovedløs kommentar i en tråd på Facebook var nok til, at Mette Thiesen satte alt ind for at rive indkomst og levegrundlag væk under benene på ham.

Nye Borgerlige gik dertil efter flere personers levebrød, da de forsøgte at få et helt vagtfirma lukket, fordi de ansatte havde muslimsk baggrund. Her løj de om, at de ansatte var ulovligt bevæbnede. Så klinger det altså hult, når man samtidig føler sig krænket over venstreekstremisters løgne om, at en NB’er sælger ’naziburgere’.

Lad mig endelig minde om, at en folketingskandidat fra Nye Borgerlige gik efter en fuldmægtigs levebrød, fordi denne var muslim og arbejdede i Udlændingestyrelsen. Hun passede sit job til punkt og prikke. Men ifølge Nye Borgerlige har hun en forkert tro. Nøjagtig ligesom Nye Borgerlige, ifølge Antifa, har forkerte holdninger.

Igen: Jeg tager afstand fra Antifas udemokratiske og uvederhæftige metoder. Dernæst påpeger jeg blot hykleriet i, at Nye Borgerlige vræler, når de benytter sig af samme udemokratiske og uvederhæftige metoder. De sidste, der bør hæve stemmen og føle sig krænket over den slags, er dem, der gør sig skyldige i samme brøde.

Det er dertil endnu mere problematisk, når Nye Borgerlige går efter civilborgeres levebrød. Et politisk parti – med flere tusinde sympatiserende følgere og vælgere – kan gøre langt mere skade på en ukendt og dermed forsvarsløs enkeltperson.

Tænk engang, i demokratiske Danmark har vi et lovgivende parti, der benytter sig af samme gabestok-metoder som en anarkistisk bevægelse, der i øvrigt også er kendt for at være voldsparat.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
95 kommentarer
Vis kommentarer