Det kan selv Rasmus Paludan gøre bedre

Arbejdernes internationale kampdag markeres traditionen tro med politiske taler fra blandt andet socialdemokratiske ledere i Fælledparken i København. Her Mette Frederiksen ved sidste års optræden. I år vil hun ikke stille op. Helt forkert, mener Nima Zamani. POLFOTO
Arbejdernes internationale kampdag markeres traditionen tro med politiske taler fra blandt andet socialdemokratiske ledere i Fælledparken i København. Her Mette Frederiksen ved sidste års optræden. I år vil hun ikke stille op. Helt forkert, mener Nima Zamani. POLFOTO

Nima Zamani. Jurist og tidl. vært på Radio24syv

Jeg havde set frem til traditionen tro at kunne dukke op i Fælledparken 1. maj og på demokratisk vis udtrykke min utilfredshed over Socialdemokratiet. 

Jeg havde set frem til, at Mette Frederiksen på demokratisk vis ville stille sig op foran sine kritikere. 

Men det tør hun tilsyneladende ikke. Hun tør tilsyneladende heller ikke være ærlig omkring årsagen. Statsministeren påstår, at hun aflyser sin 1. maj-tale, fordi venstreekstremistiske optøjer samme dag sidste år gik udover en håndfuld 14-15 årige børn.

Det lyder altsammen nobelt, men i virkeligheden er det hamrende kinesisk at udnytte børnene til at flygte fra sin egen usmagelig politik og samtidig bryste sig af at være 'børnenes statsminister'. 

Hvis hun virkelig gik op i ytringsfrihed, og således nægtede at bøje sig for de voldsparate, kunne man nemt have sikret talen, traditionen og børnenes sikkerhed med et endnu større politiopbud.

Det er ikke de voldsparate, der får talen aflyst. Det er Mette Frederiksen, der aktivt bukker under for de voldsparate. 

1. maj i Fælledparken har symbolsk betydning for rød blok, arbejderne og dermed også demokratiet og Danmark. Mette Frederiksen bør sætte en ære i at fastholde traditionen og således gøre en betydelig indsats for ikke at lade anti-demokratiske, voldelige kræfter spolere den. 

Hendes aktive valg om at aflyse og afbryde traditionen synes derfor uforståelig. Medmindre Mette Frederiksen rent faktisk gerne vil undgå at blive konfronteret med alle de vælgere, hun har holdt for nar for at blive statsminister. 

Vælgere, der er vrede, fordi børnenes højreorienterede parti og statsminister ikke hjælper danske børn, der er havnet i Tyrkiet på grund af lorte-forældre, der besluttede sig for at være IS-krigere. Vælgere, der er vrede, fordi Mattias Tesfaye fratager borgere deres nationalitet uden rettergang.

Vælgere, der er vrede, fordi Socialdemokratiet, med massiv overvågning, øger adgangen til vores privatliv og samtidig propaganderer om, at den slags er lig med frihed. Vælgere, der er vrede, fordi Socialdemokratiet bruger russiske metoder til at lukke kritiske medier og munden på forskere, der har konkret viden om, at partiet fører en forfejlet og populistiske udlændingepolitik.

Jeg var indtil for nylig kortvarigt medlem af Socialdemokratiet. Jeg stemte på dem ved seneste folketingsvalg. Jeg er ikke længere medlem af Socialdemokratiet.

Jeg fortryder, at jeg stemte på dem ved seneste folketingsvalget. Jeg kan ikke stemme på et parti, der lader en mindre mængde venstreekstremister, der opfører sig totalitært i Fælledparken, vinde over ytringsfriheden.

Det kan selv Rasmus Paludan gøre bedre. 

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
77 kommentarer
Vis kommentarer

Seneste Opinionen

Mest læste Opinionen