Det vil ikke hjælpe voldtægtsofre - måske tværtimod

'En samtykke-regel gør ikke sagen til mindre påstand mod påstand,' skriver Nima Zamani. Modelfoto
'En samtykke-regel gør ikke sagen til mindre påstand mod påstand,' skriver Nima Zamani. Modelfoto

Nima Zamani. Jurist og vært på Radio24syv

Et mandligt bestyrelsesmedlem - nu fratrådt - fra Enhedslisten København er i disse dage tiltalt for at have voldtaget en beruset og sovende kvinde. Voldtægten skulle angiveligt have fundet sted i borgmester Ninna Hedeager Olsens seng.

Som altid har jeg ikke tænkt mig at forholde mig til skyldsspørgsmålet i en verserende gråzone-sag, hvor flere omstændigheder taler for både skyld og uskyld. Det burde debattører, politikere og andre social media-brugere øvrigt tage ved lære af.

Allerede nu er der flere, der griber til tasterne og kræver en samtykke-regel indført. Det giver absolut ingen mening. Og disse offentlige meningsdannere, der tilsyneladende hverken besidder juridisk kunnen eller almindelig situationsfornemmelse, udviser ignorance af dimensioner.

Kan I virkelig ikke selv høre det? Når I kræver en samtykke-regel indført på baggrund af en verserende sag, har I allerede sagt to grueligt forkerte ting:

1. Manden/tiltalte er frikendt.

2. Manden/tiltalte er skyldig.

Jeg ved ærligt talt ikke om like-abstinenser er årsagen til, at man kan være så hurtig og ignorant på tasterne, eller om man bare skider så højt og helligt på kvindefrigørelsessagen, at man spiller violin på den. Eller om man bare er så bedøvende ligeglad med etiske principper, herunder den anden part i en sag, hvor skyldsspørgsmålet altså ikke er så ligetil som overfaldsvoldtægter.

Derudover er en samtykke-regel ikke løsningen på bevisførelsen i voldtægtssager som den omtalte. Og kære feminister, inden I råber, at jeg er et sexistisk svin, så husk lige, at jeg har dedikeret mine juridiske uddannelse til at løse særligt kvindens uligeret i voldtægtssager. Jeg skriver det med andre ord ikke for at provokere. Jeg skriver det, fordi jeg ved noget om det:

En samtykke-regel gør ikke sagen til mindre påstand mod påstand. Forurettede påstår, at hun sov. Tiltalte påstår, at hun ikke sov. Med en samtykke-regel ville forurettede påstå, at hun sov. Tiltalte ville påstå, at hun ikke sov. Vi er med andre ord lige vidt.

Til gengæld har samtykke-reglen en række negative konsekvenser, som ingen tør belyse, fordi det tilsyneladende opfattes som sexistisk. Fuldstændigt blottet for konstruktiv kritik af dette potentielle lovforslag har ingen villet lytte til Lene Sigvardt fra dommerforeningen. Hun er ellers en kvinde.

Hun påpeger ganske rigtigt, at man risikerer at forværre voldtægtsofrenes retssikkerhed, hvis man indfører en samtykke-regel. Ifølge gældende lovgivning fokuserer man på gerningsmandens handlinger, som kunne have karakter af tvang eller truende adfærd. Med en samtykke-regel flytter man fokus væk fra manden og over på kvinden.

Retssystemet kritiseres allerede for at lægge vægt på, hvorvidt kvinden var let påklædt, havde danset frækt eller flirtet. Kritikken er yderst berettiget. Selvfølgelig er påklædning, fræk dans eller flirt ikke ensbetydende med, at man har sagt 'ja' til sex. Det har vi set flere eksempler på. Senest i den offentligt kendte gruppevoldtægtssag fra Herfølge.

Derfor kan en samtykke-regel være ekstremt farlig for kvindens retssikkerhed. Den kan give bagslag og have den modsatte effekt end ønsket. Den kan tvinge domstolene til at lægge endnu mere vægt på de omtalte omstændigheder forud for voldtægten.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
28 kommentarer
Vis kommentarer