DF lyder som en indvandrerbande

'Det nyeste vanvid fra Dansk Folkeparti er, at de hellere vil besudle og håne vores danske, hårdtarbejdende tjenestemænd med bundløse anklager om politisk korruption,' skriver Nima Zamani. Foto: Ernst van Norde
'Det nyeste vanvid fra Dansk Folkeparti er, at de hellere vil besudle og håne vores danske, hårdtarbejdende tjenestemænd med bundløse anklager om politisk korruption,' skriver Nima Zamani. Foto: Ernst van Norde

Nima Zamani. Jurist og vært på Den Uafhængige

Jeg håber af hjertet, at vi danskere ved, hvornår tiden er inde til at bruge vores demokratiske stemme til at sende partier, der fortjener dét, langt under spærregrænsen.

I disse tider kan man vist ikke være i tvivl om, hvilket parti der er tale om. Det er naturligvis dét efterhånden mest udanske parti i Danmark, Dansk Folkeparti.

Partiet, der foregiver at elske Danmark så meget, at de højt og helligt slår sig op på at være både moralens og lovens hellige vogter.

Partiet, der højt og helligt slår sig op på, at man skal have respekt for danske autoriteter.

Partiet, der højt og helligt slår sig op på at opføre sig langt bedre end de udlændinge, de mener ikke har respekt for vores lovgivning, demokrati samt de autoriteter, der håndhæver dette.

MEN desværre også partiet, der ikke evner at kigge indad og bare påtage sig den mindste mængde skyld, når det for alle i dette kongerige er indlysende tiltrængt.

Det nyeste vanvid fra Dansk Folkeparti er, at de hellere vil besudle og håne vores danske, hårdtarbejdende tjenestemænd med bundløse anklager om politisk korruption.

Den ledende partimand, Erik Høgh, der sidder i hovedbestyrelsen, mener, at næstformand Morten Messerschmidts potentielle skyld i både svindel og dokumentfalsk handler om, at vores politi nu ikke kan lide Morten Messerschmidt og Dansk Folkeparti.

Som Berlingske skriver: 'I et debatindlæg sendt til Berlingske skriver Høgh-Sørensen, at dansk politi i disse år 'præges af korruption' og kæder Tibetsagen og sagen om en chef i Rigspolitiet, der er tiltalt for korruption, sammen med sagen om Morten Messerschmidt. Han antyder desuden på sociale medier, at korruption står bag den manglende tiltale af andre danske politikere.'

Erik Høgh anvender altså præcist samme klan-retorik, som de hykleriske indvandrerbander bruger om politiet:

'De kan ikke lide os, fordi vi er indvandrere.'

'De kan ikke lide os, fordi de er racister.'

Så tillykke Dansk Folkeparti. I lyder nu officielt som den lille gruppe af mennesker i Danmark, I slår jer op på at tage allermest afstand fra. I er en skændsel for Danmark, fordi jeres kærlighed til Danmark, herunder det danske system, nu beviseligt er totalt påtaget.

I kunne begynde med at undskylde over for vores politibetjente, der hver dag - også med livet på spil - arbejder hårdt og dedikeret for at holde ro og orden i Danmark.

Men at indrømme fejl og have format til at undskylde er jo så demokratisk og dansk, at I igen beviseligt ikke aner, hvad det går ud på.

PS: Jeg forstår til gengæld godt, hvis politiet ikke kan lide jer nu.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
74 kommentarer
Vis kommentarer