Elsk Danmark som Støjberg og Tesfaye

De er enige om, at udlændinge skal bevise kærlighed til Danmark - men hvordan, spørger Nima Zamani.  Her overdrager Støjberg Integrationsministeriet til Tesfaye i 2019. Foto: Olivia Loftlund
De er enige om, at udlændinge skal bevise kærlighed til Danmark - men hvordan, spørger Nima Zamani. Her overdrager Støjberg Integrationsministeriet til Tesfaye i 2019. Foto: Olivia Loftlund

Nima Zamani. Jurist og vært på Den Uafhængige

Inger Støjberg har forladt Venstre. Dermed mistede partiet også sit indvandringskritiske és. Nu bløder de vælgere. Således er de desperate efter at vise, at de stadig er stramme på udlændingepolitikken. Således er de også kommet med et tilsvarende desperat udspil, hvor de – baseret på individuelle samtaler – vil vurdere, om udlændinge elsker Danmark nok til at kunne opnå dansk statsborgerskab.

Med andre ord er det ikke længere nok at have dokumentation for, at man har arbejdet, lært sproget taget en uddannelse og holdt sig ude af kriminalitet.

Nu skal man også have de rigtige, danske følelser. Men hvem skal så definere, hvad rigtige, danske følelser er?

I kapløbet om at vove mest på udlændingeområdet er Socialdemokratiet med på ideen. Integrationsminister, Mattias Tesfaye, mener, at tilstrækkelig danskhed blandt andet kan opnås, hvis man er typen af dansker, der sætter små dannebrogsflag på fødselsdagskagen.

Ifølge Tesfaye - der efterhånden har mere til fælles med Martin Henriksen end sit gamle ’jeg’ fra Vestegnen - viser det angiveligt, at man elsker og sætter Danmark først. Reelt viser det ikke andet end, at Tesfaye mener, at man skal føle og tænke som Tesfaye, hvis man vil være dansker. Ja, det lyder til forveksling som en trosretning med en profetisk leder, men det er bare Tesfaye.

Som jurist må jeg sige, at jeg glæder mig til at se det retslige efterspil, når en ansøger får afslag på statsborgerskab og eksempelvis vælger at gå til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Lad os derfor gennemgå den hypotetiske sagsbehandlingsproces:

Politikernes inkompetence - og dermed lappeløsninger som disse – kommer i første omgang helt lavpraktisk til at medføre, at embedsfolk skal sidde og vurdere, om ansøgeren elsker Danmark på samme måde som Tesfaye elsker Danmark. Udover den umulige opgave at føre sindelagskontrol, skal en række akademikere altså også lave en form for akademisk standard-definition af ordet ’elske’.

Hvis ansøgeren så vurderes ikke at elske Danmark nok, har vedkommende mulighed for at gå til domstolene med sit afslag på statsborgerskab. Således skal højt respekterede og fagligt professionelle dommere bruge deres tid i retssalen på at vurdere, om ansøgeren nu lyver, når vedkommende påstår at elske Danmark.

Måske skal dommeren under bevisførelsen helt lavpraktisk vurdere, om det nu var nok for ansøgerens troværdighed, at vedkommende ikke bare bidrog til samfundet, men ligeledes havde danske flag på fødselsdagskagen. For hvad nu hvis ansøgeren havde danske flag på kagen, men ikke interesserede sig for det danske fodboldlandshold?

En ting er hvert fald sikkert. Står du, kære udlænding, og skal søge om dansk statsborgerskab, er nu et rigtig godt tidspunkt at bruge dine sociale medier til at dele selfies, hvor du skilter med røde pølser, klaphat, Grøn Tuborg eller dansk fødselsdagslagkage som Mama-Tesfaye lavede den.

Du kan selvfølgelig også bage en fødselsdagskage med flag fra det mellemøstlige land, du kommer fra. Bare lad være med at dele den på de sociale medier. Sagsbehandlerne, hvad enten de er fra ministeriet eller kommunen, stalker dig nemlig.

I bund og grund har alt dette intet med dig at gøre. Måske er du slet ikke dansk nok. Måske er du mega dansk. Det er underordnet. Det her handler om en række vægelsindede venstre-politikere inde på Borgen, der skal vise, at de stadig er stramme på udlændingepolitikken, selvom Støjberg er smuttet. Resultatet er et udspil, der er praktisk og bevismæssigt uladesiggørligt.

Om du oprigtigt kan lide de røde pølser eller bajere er ligegyldigt. Det kan ingen reelt vide. Du skal bare foregive, at du elsker Danmark på samme måde, som vækker barndomsminder hos vores integrationsminister, der stadig skylder en generel - og dermed holdbar - forklaring på, hvad danskhed egentligt er.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
261 kommentarer
Vis kommentarer