Han hæmmer kampen mod homofobi

'Følger man Henrik Dahls logik må det således også være slut med at flage med Dannebrog,' skriver Nima Zamani. Foto: Joachim Ladefoged
'Følger man Henrik Dahls logik må det således også være slut med at flage med Dannebrog,' skriver Nima Zamani. Foto: Joachim Ladefoged

Nima Zamani. Jurist og vært på Den Uafhængige

I forbindelse med Tysklands EM-kamp mod Ungarn fik tyskerne nej fra det europæiske fodboldforbund UEFA til at lyse stadionet, Allianz Arena, op med regnbuens farver, som er blevet et verdensomspændende symbol for homoseksuelles rettigheder.

De tyske værter lod i stedet en masse andre stadions indhylde i regnbuefarver og delte dertil regnbueflag ud.

Årsagen er enkel. Tyskland - og i øvrigt resten af det civiliserede Europa - ønsker at tage afstand fra den ungarske præsident, Victor Orbans homohad.

Men folketingspolitikeren, Henrik Dahl (LA) føler sig i en klumme i Jyllands Posten krænket over måden, hvorpå man siger fra overfor Orbans homofobi. For Henrik Dahl er subjektive fortællinger, baseret på forsmåethed, tilsyneladende vigtigere end at sige fra overfor homobi.

Han mener ikke, at man bør anvende det regnbuefarvede flag, fordi det ifølge den påståede liberale politiker symboliserer meget mere end bare kampen for homoseksuelles rettigheder.

Ifølge Henrik Dahl symboliserer flaget nemlig også ekstremisme. Ekstremisme, fordi ekstreme og militante LGBT-repræsentanter verden over også benytter sig af det regnbuefarvede flag.

Det er korrekt, at flaget blandt andre anvendes af ekstreme typer fra LGBT-miljøet. Men Henrik Dahl fremstiller det som om, flaget udelukkende er et symbol på en ekstremistisk kamp mod homofobi.

Følger man Henrik Dahls logik må det således også være slut med at flage med Dannebrog. Dannebrog er historisk set også blevet anvendt af ekstremister, der har forsøgt at tage et racistisk patent på flaget og gøre det til symbolet på deres militante og hadefulde modstand mod etniske minoriteter.

Nuvel, jeg er et hundrede procent sikker på, at den kære liberal-nationalkonservative (hvis man ellers kan være det) Dahl ligesom undertegnede ville opponere mod, at Dannebrog udelukkende er et symbol på fremmedhad, blot fordi nogle racister anvender flaget til dét formål.

På samme måde burde hykleriske Henrik selvfølgelig kunne se, at anvendelsen af det regnbuefarvede flag også kan komme i andre former end symbolet på et mindretal af ekstremistiske LGBTere.

På samme måde som fremmedhaderne ikke skal have lov til at gøre Dannebrog til symbolet på fremmedhad, skal militante LGBT'ere selvfølgelig heller ikke have lov til at gøre det regnbuefarvede mangfoldighedsflag til symbolet på ekstremisme.

Det er ærgerligt for Henrik Dahl, at han med sin argumentation nu har trængt sig op i et hjørne, hvor han fra nu og til dages ende må betragtes som racist, når/hvis han flager med Dannebrog.

At Henrik Dahl vil lade ekstremisterne få veto på disse flag, ja, det må han selv ligge og rode med. For os andre er Dannebrog stadig et flag, der symboliserer det dejlige Danmark, og det regnbuefarvede er stadig et flag, der repræsenterer en nødvendig kamp mod homofobi i den nationalkonservative del af Europa.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
135 kommentarer
Vis kommentarer