Hent nu de børn hjem!

Hent nu de 25 danske børn i syriske fangelejre hjem!
Andre europæiske lande, herunder Frankrig og Finland, henter deres børn hjem. Vi har også et ansvar for vores,' skriver Nima Zamani om de børn af IS-krigere, der sidder i lejre som den på billedet. Foto: Ritzau Scanpix
Hent nu de 25 danske børn i syriske fangelejre hjem! Andre europæiske lande, herunder Frankrig og Finland, henter deres børn hjem. Vi har også et ansvar for vores,' skriver Nima Zamani om de børn af IS-krigere, der sidder i lejre som den på billedet. Foto: Ritzau Scanpix

Nima Zamani. Jurist og vært på Den Uafhængige

Hermed en lille julebøn til vores statsminister, Mette Frederiksen. Den kommer til at ødelægge julestemningen. Hun vil ikke bryde sig om det, fordi den afslører hendes mørkeste og mest usympatiske side.

Hent nu de 25 danske børn i syriske fangelejre hjem!

Andre europæiske lande, herunder Frankrig og Finland, henter deres børn hjem. Vi har også et ansvar for vores.

De taler dansk. De er endt under forfærdelige, frihedsberøvende og farlige forhold. Det kan ikke gøre for det. Deres forældre bærer ansvaret. Men de har forladt dem og rejst i krig.

Ekstra Bladet dækker i øjeblikket det hele på forbilledlig vis. Hele Danmark og verden kan således følge med i, at voksne mennesker med magt og midler flygter fra ansvaret at hjælpe forladte børn, der ikke er i stand til at hjælpe sig selv.

Staten og børnenes statsminister har i dette henseende et ansvar for at træde ind som juridiske forældre, der henter dem hjem, og giver dem et fredeligt sted at bo.

Det er ikke et gyldigt argument for noget som helst, at vi efterfølgende risikerer, at deres forbryderiske forældre forsøger at rejse tilbage til Danmark for at finde deres børn. Det er muligt, at det sker, men så er løsningen i første omgang at redde børnene og derefter overvåge, fange og retsforfølge forældrene, hvis gerninger intet har med små, uskyldige børn at gøre.

Og selv hvis man for et kort øjeblik skulle godtage argumentet om, at det hele er forbundet med en trussel mod Danmark, ja, så lød PET's vurdering i 2019, at de danske børn med stor sandsynlighed bliver radikaliseret i lejrene. Herefter vil de, i et senere voksenliv, reelt komme til at udgøre en trussel for vesten, herunder Danmark.

Mette Frederiksen har selv børn. Hun elsker sine børn. Hun elsker faktisk alle børn. På hendes Instagram er der så mange børn, at hun bogstaveligt talt profilerer sig på dem. Det er umiddelbart okay, hvis hun mener det. Det er til gengæld usmageligt at udnytte børnene til selvpromovering, hvis hun ikke mener det. Og indtil hun har hentet de 25 danske børn hjem, er konklusionen uundgåeligt, at hun ikke mener det.

Hermed en passiv-aggressiv julehilsen til alle, der har et ministerområde, hvor det, især i denne tid, burde give virkelig dårlig samvittighed og smag i munden, at man som magthaver - og familiemenneske - enten er helt tavs eller ikke tager bare en anelse ansvar for disse børn:

Statsminister, Mette Frederiksen, udlændingeminister, Mattias Tesfaye, justitsminister, Nick Hækkerup og slutteligt, men ikke mindst, børneminister, Pernille Rosenkrantz-Theil.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
158 kommentarer
Vis kommentarer