'Hvornår er man handicappet nok?'

Det Radikale Venstres retsordfører, Kristian Hegaard, der forhånes på sociale medier pga sit handicap, har  skaffet politisk flertal for at tilføje handicappede til at være omfattet af racismeparagraffen. Selvfølgelig rigtig at stoppe den slags forhånelse, skriver Nima Zamani, men ikke med et makværk af en lovgivning. Foto: Finn Frandsen
Det Radikale Venstres retsordfører, Kristian Hegaard, der forhånes på sociale medier pga sit handicap, har skaffet politisk flertal for at tilføje handicappede til at være omfattet af racismeparagraffen. Selvfølgelig rigtig at stoppe den slags forhånelse, skriver Nima Zamani, men ikke med et makværk af en lovgivning. Foto: Finn Frandsen

Nima Zamani. Jurist og vært på Den Uafhængige

Lad mig slå fast med syvtommersøm, at vi alle har et fælles ansvar for at fordømme og sige fra over for nedværdigelse og forhånelse af mennesker med et handicap. Dét kan og skal der ikke herske tvivl om. Men at forbyde det gennem lovgivning er ikke løsningen. Det vil medføre, at lovgiver skal diskriminere blandt handicappede.

Forleden delte Radikale Venstres retsordfører, Kristian Heegaard, en sørgelig sandhed på sine sociale medier. Han delte 'screendumps' af Facebook-brugere, der opfører sig som imbecile dyr. Mennesker, der, i stedet for at udtrykke utilfredshed med Heegaards politik, forfalder til at håne ham med hans handicap.

Nu har Heegaard og Radikale Venstre skaffet politisk flertal for at tilføje handicappede til at være omfattet af racismeparagraffen, hvori der står, at forhånelse eller nedværdigelse på grund af race, hudfarve, nationalitet, etnisk oprindelse, tro eller seksualitet skal straffes.

Jeg har ikke et fysisk handicap. Jeg skal derfor ikke gøre mig klog på, hvordan det må føles at blive hånet med lige præcist dette. Til gengæld er jeg, som dansk-iraner, en del af en minoritet og har således også oplevet at blive hånet med noget, jeg ikke kan gøre for. Det er ganske enkelt forfærdeligt, og det kan kun være mere forfærdeligt at blive hånet med et handicap, fordi det i forvejen gør tilværelsen sværere.

Det ændrer dog ikke på, at det er en kæmpe fejlslutning at tro, at man kan lovgive sig hensigtsmæssigt ud af dét problem, Kristian Heegaard desværre er offer for. At lovgive på dette område vil utvivlsomt resultere i lovsjusk.

For hvem skal definere et handicap? Og hvordan undgår vi ved fastlæggelsen af denne definition at komme til at diskriminere og forhåne endnu mere end det allerede er tilfældet?

Et handicap defineres som funktionsnedsættelser, der har konsekvenser for livsførelsen. Det anslås, at hver femte dansker har en eller anden form for handicap. Handicap omfatter desuden også psykisk handicap.

Men hvem skal være omfattet? Hvornår er man handicappet nok?

Skal det gælde personer, der er født handicappede? Personer, der qua en ulykke, er blevet handicappede? Personer, der udelukkende har et mindre handicap såsom et par manglende fingre? Personer, der halter en smule på deres højre ben? Personer, der har nedsat syn? Og hvad hvis man selv er skyld i sit handicap, fordi man har pådraget sig det i forbindelse med spirituskørsel?

Og hvad med personer med et umiddelbart ikke-synligt psykisk handicap? Er deres handicap ikke alvorligt nok?

Hvis det politiske flertal bag denne lovgivning kan svare logisk og fyldestgørende på alle disse spørgsmål, lægger jeg mig fladt ned og hilser den nye lov velkommen. Men det kan det politiske flertal ikke.

Således vil man - i sit forsøg på at gribe ind over for diskrimination af handicappede - komme til at diskriminere blandt handicappede.

Lad os fortsat stå sammen om fordømmelsen af denne nederdrægtige form for diskrimination. Så bliver det ikke nødvendigt at rode sig ud i et makværk af en lovgivning på dette område.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
36 kommentarer
Vis kommentarer