Kære politikere: Der er stemmer i at sige undskyld

Ifølge Nima Zamani kunne eksempelvis den nu afgåede kulturborgmester i København, Alternativets Niko Grünfeld, med fordel have lagt sig ned i stedet for at forsøge at forsvare en dårlig sag. Foto: Jonas Olufson
Ifølge Nima Zamani kunne eksempelvis den nu afgåede kulturborgmester i København, Alternativets Niko Grünfeld, med fordel have lagt sig ned i stedet for at forsøge at forsvare en dårlig sag. Foto: Jonas Olufson

Nima Zamani. Jurist og tidl. vært på Radio24syv

Jeg anerkender, at det kan være svært for politikere at være perfekte, når de konstant er under overvågning af medierne, som vender hver en sten og vejer hvert et ord. Jeg accepterer behovet for at have spindoktorer og presserådgivere helt op til halsen.

Men ingen er perfekte. Alle begår fejl.

Derfor undrer det mig, at vores politikere oftest hellere vil fylde vælgerne med patetiske bortforklaringer og løgne end at sige undskyld.

Niko Grünfeld fra Alternativet viste sig fra sin værste side, da han blev afsløret i at have brugt omkring 130.000 kr. på sit borgermesterkontor. Han nægtede at indrømme sin fejl og forsøgte i stedet at spise vælgerne af med, at det jo også var deres kontor. Det var så provokerende og ansvarsforflygtigende, at medierne fik blod på tanden og gravede flere møgsager frem. Det resulterede i endnu en afsløring. Denne gang om rod i CVet.

Henrik Marstal fra Alternativet viste sig også fra sin værste side, da han, i en mail til min arbejdsgiver, anbefalede at fyre mig som vært til et metoo-arrangement. Han nægtede at indrømme sin fejl og brokkede sig i stedet over, at min arbejdsgiver valgte at vise mig mailen.  Det svarer groft sagt til at stå foran en dommer og påstå, at man er uskyldig, fordi det ikke var meningen, at man blev opdaget.

Ketil Rasmussen fra Nye Borgerlige viste sig fra sin værste, da han løj om, at en muslimsk elev havde begået et knivoverfald på en lærer. Han nægtede at stille op til interview og indrømme sin fejl. Først løj han om at være på kursus. Derefter sagde han, at han ikke kunne give et telefon-interview, fordi han fejrede den jødiske helligdag, yom kippur, som forbyder at tale i telefon. Helligdagen varer ét døgn…

Jan Køpke fra Nye Borgerlige viste sig også fra sin værste side, da han løj om, at en muslimsk fuldmægtig i Udlændingestyrelsen uberettiget havde udvist thailandske børn. Køpke nægtede at indrømme sin fejl og påstod, at hans Facebook-profil var blevet hacket.

De kunne alle sammen med rette have lært lidt af Carolina Magdalene Maier fra Alternativet. I ’Shitstorm’ på P1 erkendte hun de mange flyrejser og lagde sig fladt ned. Det var befriende at høre. Det var også klogt. For så var der ikke mere at komme efter – medmindre man er røvhuller, der sparker på folk, der allerede ligger ned. Det var interviewerne ikke.   

Det er en mangelvare i dansk politik at turde stå frem i fuld offentlighed og bede om tilgivelse. Derfor burde politikerne se det som en gylden mulighed for at skille sig positivt ud. Det er en mulighed for at vise, at man er modig, menneskelig og sårbar. Det er en mulighed for at udvise taknemmelighed og respekt overfor sine vælgere.

Det ville jeg værdsætte. Jeg ville ligefrem have lyst til at stemme på en politiker, der havde begået en gigantisk fejl, hvis vedkommende samtidig havde nosserne til efterfølgende at indrømme det.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
41 kommentarer
Vis kommentarer