En minister bærer ansvaret for sit ministerium. Det er logisk. Det er hele tanken bag udvælgelsen af en øverste ansvarlig minister.
Men sådan er det tilsyneladende ikke længere i dansk politik. I nyere dansk politik tager ministeren - blå eller rød - ikke ansvar for fejl, der er blevet begået i den pågældendes ministerium.
I stedet får lavere lønnede underordnede skylden, hvorefter ministeren har vasket hænder og efter egen mening kan blive siddende som øverste ansvarlige, uden reelt at have taget ansvar for en dyt.
Da forhenværende integrationsminister, Inger Støjberg, røg i stormvejr, fordi hun i forbindelse med potentiel ulovlig adskillelse af unge asyl-ægtepar talte usandt over for Folketinget, gav hun sit embede skylden. Hendes undskyldning var, at hun bare fik stukket nogle papir i hånden, som hun jo måtte antage var korrekte.
Hun afslørede med andre ord, at hun var minister ud fra ordsproget, 'I was chosen to lead, not to read' ('jeg blev valgt til at lede, ikke til at læse').
Aktuelt er udenrigsminister, Jeppe Kofod, godt i gang med at give alle andre skylden for, at han kom så sent hjem fra sommerferie, at danskere i Afghanistan måske ikke når at blive evakueret og dermed reddet fra Talibans rædsler. I første omgang påstod Kofod, at han havde fået for dårlige efterretninger. Nu viser det sig, at han allerede i midten af juni modtog efterretninger om, at Taliban nærmede sig Kabul med hastige skridt.
Også han er tilsyneladende minister ud fra ordsproget, 'I was chosen to lead, not to read'.
En tredje minister, der arbejder ud fra ordsproget, 'I was chosen to lead, not to read', er integrationsminister, Mattias Tesfaye. Også han havde allerede i midten af juni måned adgang til efterretningerne om, at Taliban var ved at generobre magten med hastige skridt. Alligevel sendte han afghanere hjem til potentiel forfølgelse, tortur og drab.
De aktuelle og fremtidige ministre kan i øvrigt lære meget af forhenværende fødevare- og ligestillingsminister. Han var klar over, at han ikke blot var 'chosen to lead', men ligeledes 'to read', hvorefter han trådte ned fra sin ministertaburet, da han slog et helt mink-erhverv ihjel, fordi han ikke havde sat sig ind i sit embeds juridiske vurderinger. Vurderinger, der som bekendt gjorde det klart, at det ville være i strid med loven.
Det udhuler hele ideen bag at have en minister, hvis en minister - ligesom vedkommende jo tager æren for succeser i ministeriet - ikke også tager ansvar for fejl begået i ministeriet.
Man hører jo ikke ligefrem en minister sige: 'Ja, nu skal du høre, min succes skyldes Claus, der er fuldmægtig og sidder nede på første etage'.
Ministeren er selvfølgelig sit embeds ansigt udadtil. Tag ansvar!
