Nej tak til de voldsparate

Nima Zamani 'skammer sig over at dele politisk venstrefløj med de såkeldte antifascister.' Foto: Anthon Unger
Nima Zamani 'skammer sig over at dele politisk venstrefløj med de såkeldte antifascister.' Foto: Anthon Unger

Nima Zamani. Jurist og tidl. vært på Radio24syv

Forleden modtog jeg en hensynsfuld, men dog meget misforstået besked fra et Antifa-medlem:

'Vi står ved din siden, hvis du får brug for os, Nima.' 

Tak, men nej tak. 

Jeg vil ikke hjælpes af voldsparate antidemokrater, der gør sig skyldige i præcis det samme, som de påstår at bekæmpe. 

Den 9. januar skulle jeg have deltaget i et debatarrangement om Generation Identitær og højreekstremismens opblomstring i Europa. Arrangørerne var Trykkefrihedsselskabet. 

PET har godkendt det. Og Københavns Politi ville være til stede. 

Men nu har konferencecenter 'VARTOV' forståeligt nok trukket sig, fordi venstreekstremisterne fra Antifa (Antifascistisk Aktion) har i sinde at gennemføre én af deres typisk voldelige og antidemokratiske 'demonstrationer'. 

Det er lige til at brække sig over. Ikke kun på en tømmermændsheftig 1. januar.

Jeg havde virkelig glædet mig til at dræbe mine politiske fjender med ord i en demokratisk debat. Det har venstrefløjens ekstremistiske primater nu ødelagt. 

Jeg er politisk uenig med mere eller mindre alle repræsentanter fra Trykkefrihedsselskabet. 

Og jeg foragter naturligvis ungdomsbevægelsen, Generation Identitær, der har det sørgelige formål at fremme et hitlerisk budskab om et bedre etnisk udrenset Europa. Det gør ethvert velopdragent og ikke-omsorgssvigtet menneske, der ikke har behov for at hade andre for at kunne elske sig selv. 

Men netop derfor var jeg virkelig beæret over at blive inviteret til at debattere med repræsentanter fra Generation Identitær. Jeg var beæret over at blive inviteret til at være modvægten i en, for mig og mine holdninger, demokratisk debat på udebane hos Trykkefrihedsselskabet. 

Mit nytårsforsæt er således ret forventeligt. Det er fortsat at udpege og bekæmpe ekstremisme. 

Det gælder islamisterne fra Imam Ali Moskeen i København, der er finansieret af den totalitære iranske stat, som min familie flygtede flere tusinde kilometer fra, men nu igen må leve med et par kilometer fra deres bopæl. 

Det gælder etnonationalisterne fra Stram Kurs og Generation Identitær. 

Og det gælder så sandelig også de såkaldte antifascister, som jeg personligt skammer mig over at dele politisk venstrefløj med.

Alle tre parter foragter og bekæmper hinanden i total ignorance overfor, hvor meget de egentligt ligner hinanden. 

Godt nytår.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
197 kommentarer
Vis kommentarer