Quick-guide for debattører

'Enhver kan ytre sig og i princippet gå viralt.
Men sociale medier har også en anden side, der bestemt ikke styrker den demokratiske debat,' skriver nima Zamani og kommer med et par råd. Foto: Olivier Douliery/Ritzau Scanpix
'Enhver kan ytre sig og i princippet gå viralt. Men sociale medier har også en anden side, der bestemt ikke styrker den demokratiske debat,' skriver nima Zamani og kommer med et par råd. Foto: Olivier Douliery/Ritzau Scanpix

Nima Zamani. Jurist og vært på Den Uafhængige

Aldrig før har der været så meget brug for en guide til at debattere på de sociale medier.

På den ene side kan sociale medier styrke den demokratiske debat, fordi de bringer folket og de folkevalgte tættere på hinanden. Derudover behøver man ikke længere at være kendt eller på anden måde have adgang til medierne for at komme offentligt til orde. Enhver kan ytre sig og i princippet gå viralt.

Men sociale medier har også en anden side, der bestemt ikke styrker den demokratiske debat. Tværtimod. Bag en skærm - hvor kropssprog, ansigtsudtryk og toneleje ikke kan aflæses - bliver debatterne oftest unuancerede, fake news-agtige og retorisk voldsomme.

Jeg bruger selv de sociale medier til at debattere. Jeg skal slet ikke spille hellig. Jeg har sikkert også fra tid til anden gjort mig skyldig i at bidrage til en unuanceret og/eller hård tone på de sociale medier.

Men jeg forsøger mere eller mindre altid at være opmærksom på dette og tillader mig således - som erfaringsperson - at dele en idiot-sikker guide til at debattere forskellige aktuelle emner på de sociale medier:

For det første: Man kan sagtens kritisere Israel i forbindelse med konflikten på Vestbredden uden at være antisemitisk. Man kan ligeledes sagtens mene, at det er synd for palæstinenserne uden at hade Israel. Man kan også mene, det er synd for israelerne uden at hade palæstinenserne. Faktuelt bliver flere uskyldige palæstinensere slået ihjel. Krig og ødelæggelse er oftest træls for alle parter. Ofte er det en anelse mere træls for den ene end den anden part.

For det andet: Man kan sagtens kritisere højrefløjens stramme udlændingepolitik uden at være muslim, islam-apologet eller berøringsangst over for de problemer, indvandringen medfører og har medført. At gå ind for retsprincipper - såsom at hente uskyldige børn med dansk statsborgerskab hjem fra Syrien - betyder ikke, at man ønsker mere islam i Danmark. Det betyder blot, at man går ind for retsprincipper og dermed retsstaten og dermed demokratiet.

For det tredje: Man kan indenfor samme genre også sagtens mene, at politikernes ofte aggressive ord rettet mod muslimer har en negativ effekt på integrationen, uden dermed at mene, at tonen i debatten er årsagen til den forfejlede integration. Man kan eksempelvis sagtens kritisere indvandringen uden - som Pernille Vermund - at bruge ordet 'perker' eller forsøge at provokere palæstinensere med en selfie af sig selv og Muhammed-tegningerne i baggrunden, mens Gaza-konflikten er på sit højeste.

For det fjerde: Man kan sagtens kritisere #metoo for at have taget overhånd, men stadig mene, at #metoo også har resulteret i et positivt oprør mod krænkelser og kvindeundertrykkelse. At kritisere #metoo betyder hverken, at man hader kvinder eller ikke ønsker ligestilling. Det kan blot være ensbetydende med, at man ikke går ind for en principløs lynchstemning.

God debatlyst

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
104 kommentarer
Vis kommentarer