Samtykkelov gør ingen forskel

'Den nye samtykkelovkommer aller højest til at fungere som signalpolitik,' skriver Nima Zamani. Foto: Shutterstock
'Den nye samtykkelovkommer aller højest til at fungere som signalpolitik,' skriver Nima Zamani. Foto: Shutterstock

Nima Zamani. Jurist og tidl. vært på Radio24syv

Langt om længe er der flertal i Folketinget for en ny samtykkelov.

Det betyder ikke - som mange ellers fejlagtigt tror - at man nu bliver kendt skyldig i voldtægt, hvis man ikke havde en skriftlig eller udtrykkelig mundtlig aftale om frivilligt samleje.

Faktisk kommer det ikke til at gøre nogen forskel. Samtykke kan, ifølge den nye lov, komme til udtryk gennem ord, berøringer eller sågar lyde. Sådan er det allerede i dag.

Den nye samtykkelov kommer altså allerhøjest til at fungere som signalpolitik, hvilket da også er positivt, fordi den offentlige debat kan være med til at skabe en forandring i vores seksuelle adfærd overfor hinanden.

Den kommer dog desværre ikke til at gøre den store forskel for voldtægtsofrenes retssikkerhed.

Årsagen til det lave antal voldtægtsanmeldelser med domfældelser til følge har aldrig været mangelfuld lovgivning.

Årsagen er, at vi i den danske retsstat ikke dømmer mennesker for voldtægt, hvis ikke der er tilstrækkelige beviser for, at de forsætligt har begået voldtægt.

Samtykkeloven har til formål at ramme såkaldte kontaktvoldtægter, hvor de involverede parter som oftest kender hinanden, men hvor der hverken er beviser i form af blå mærker eller vidner.

Den ene, typisk en mand, vil påstå, at han havde fået lov. Den anden, typisk en kvinde, vil påstå, at han ikke fik lov.

I det nye forslag vil lyde eller berøringer som sagt være nok til at udgøre samtykke. Den ene vil påstå, at den anden gav samtykke gennem lyde eller berøringer. Den anden vil påstå, at der ikke blev givet samtykke gennem lyde eller berøringer.

En ny samtykkelov - og dette er absolut en falliterklæring - vil ikke gøre det mere muligt at bevise voldtægter og dermed dømme flere gerningsmænd.

Lovændringen vil således resultere i status quo. Den kommer ikke til at skabe en positiv forandring i opklaringen af voldtægtssagerne. Men den kommer heller ikke til at skabe en negativ forandring i opklaringen af voldtægtssagerne.

Derfor kan vi lige så vel hilse den nye samtykkelov velkommen.

Det kan ikke trods alt ikke gøre skade at sende et signal, der giver yderligere anledning til den nødvendige debat om vores seksuelle grænser og adfærd over for hinanden.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
50 kommentarer
Vis kommentarer

Seneste Opinionen

Mest læste Opinionen