S, SF og Radikale står bag et lovforslag, der skal gøre det strafbart at have sex uden samtykke. De mener, det løser problemerne på voldtægtsområdet.
Det gør det ikke.
Hvad vi har brug for, er en domstol, der udelukkende beskæftiger sig med voldtægtssager.
Politiet modtog 628 voldtægtsanmeldelser forrige år. Det er et problem, når omkring 4.000 kvinder samme år oplevede at blive udsat for tvangssamleje. Hvilket naturligvis ikke betyder, at der rent faktisk fandt 4.000 voldtægter sted. Tallet er baseret på kvindernes oplevelse af, hvad der skete i en eller flere situationer. Manden er taget ud af ligningen.
Uanset hvad feministerne råbte foran Christiansborg sidste sommer, da tre drenge blev frikendt for gruppevoldtægt, er det ikke altid voldtægt, fordi kvinden føler, at det er voldtægt.
Men man skal ikke negligere tallene. 628 voldtægtsanmeldelser, men omkring 4.000 kvinder, der følte sig overmandet, er så stor en forskel, at det vidner om et problem. Hvorfor anmelder kvinderne ikke de episoder, de oplever som voldtægt, til politiet?
FOR DET FØRSTE er det voldsomt at skulle gengive den traumatiske oplevelse. Ikke mindst over for en betjent, der er nødsaget til at stille ubehagelige spørgsmål som: ’Er du sikker på, du ikke bare fortryder det?’
FOR DET ANDET er udsigten til en langvarig retssag, hvor man igen og igen bliver mindet om den traumatiske oplevelse, en kæmpe psykisk belastning. Den slags går heller ikke ubemærket hen i lokalmiljøet, hvor manden og kvinden kommer fra. Eller dét gymnasium, de går på.
FOR DET TREDJE er det demotiverende, at anklagemyndigheden sjældent formår at bevise voldtægten. Der er typisk ingen vidner eller tekniske beviser. I mange retssager er dommerne således overladt til at vurdere om offeret eller gerningsmanden taler mest troværdigt.
Det første kan løses ved at spytte flere penge i politiets uddannelse. Betjentene bliver nødt til at stille de ubehagelige og skeptiske spørgsmål. Tænk engang, hvis betjenten ikke spurgte om den slags? Hvor ville vi så være i en demokratisk retsstat, hvor manden og kvinden i udgangspunktet skal have samme rettigheder?
Betjenten skal stille disse spørgsmål. Derfor skal de betjente, som møder offeret lige efter voldtægten, også undervises endnu mere i afhøringsmodeller, der fokuserer på voldtægtsområdet.
Det andet kan løses med en særskilt voldtægtsdomstol, der udelukkende beskæftiger sig med voldtægtssager. Så bliver sagerne ikke langvarige og kan samtidig behandles grundigere på grund af større ekspertise.
Det tredje kan løses ved at hente inspiration fra pædofilisager. Vi har ikke en særskilt domstol for pædofilisager, men vi har specialiseret os på området, fordi det er en særlig forbrydelse, hvor børn eksempelvis kræver særlige afhøringsmetoder.
Voldtægt er også en særlig forbrydelse. Seksuelle interesser kan variere fra person til person. Grænsen mellem frivilligt samleje og tvangssamleje kan ofte være svær at definere. Dommere, som udelukkende beskæftiger sig med voldtægtssager vil bedre kunne vurdere troværdigheden af en forklaring fra offeret eller gerningsmanden.
Vores politikere har sovet i timen. S, SF og De Radikales forslag er bemærkelsesværdigt.
Medmindre politikerne virkelig ønsker, at noget naturligt som sex skal blive til et spørgsmål om dokumenterede aftaler, er det faktisk allerede strafbart at have sex uden samtykke.
Ét af de centrale formål med den nuværende lovgivning er netop, at man skal have samtykke. Retspraksis viser, at gerningsmanden bliver dømt for voldtægt, når han burde have indset, at kvinden ikke havde givet samtykke.
Løsningen er ikke lovændringer. Løsningen er specialisering og en særskilt voldtægtsdomstol.