Vi vil se muslimer fejle - selv når de lykkes

Muslimer For Fred rydder op på Rådhuspladsen efter nytårsaften. Muslimer og indvandrere med ikke-vestlig baggrund kan modsat det almindelige omkvæd i Danmark godt tilpasse sig. Unge med ikke-vestlig baggrund halter ikke længere efter etniske danskere på uddannelsesområdet. Foto:Henning Hjorth
Muslimer For Fred rydder op på Rådhuspladsen efter nytårsaften. Muslimer og indvandrere med ikke-vestlig baggrund kan modsat det almindelige omkvæd i Danmark godt tilpasse sig. Unge med ikke-vestlig baggrund halter ikke længere efter etniske danskere på uddannelsesområdet. Foto:Henning Hjorth

Nima Zamani. Jurist og tidl. vært på Radio24syv

Jeg har i flere år brugt min erhverserfaring fra Gellerupparken og Nordvest-kvarteret i København til at gøre opmærksom på integrationsproblemerne i Danmark.

Jeg har aldrig været bleg for at italesætte, hvordan islam kan ødelægge ethvert samfund.

Jeg har været ude med riven ift. nærmest samtlige reaktionære imamer og moskeer herhjemme.

Og så sent som i går kritiserede jeg en muslimsk kvindes tåbelige særkrav om at få lov til at bære kvindeundertrykkende hijab i det danske militær.

Jeg kan med andre ord ikke beskyldes for at have berøringsangt. Således er jeg også den helt rette til at påpege, når det rent faktisk går godt.

For knap en måned siden kom det frem, at unge med ikke-vestlig baggrund ikke længere halter efter etniske danskere på uddannelsesområdet. Hverken drengene eller pigerne. De ikke-vestlige unge har endda overhalet danskerne, hvis man ser bort fra forældrenes uddannelse og indkomst.

Det er naturligvis kun rimeligt at måle det på denne måde, fordi det selvsagt ville være urimeligt at vurdere unges kunnen baseret på forhold og faktorer, de ikke selv er herre over.

Det er en sensation. Men det får ingen opmærksomhed. Det er nemlig direkte i strid med politikernes eneste, forsimplede og dermed for vælgerne håndgribelige historie om, at mennesker fra den muslimske kultur ikke kan tilpasse sig.

Alle andre fortællinger end den negative om ikke-vestlige indvandrere forvirrer højrefløjen og Socialdemokratiet, der efterhånden heller ikke kan begribe, at muslimer kan være både integrerbare og dygtigere i Danmark end danskerne selv.

Der er opstået en retorik, hvor vi helst ikke må tale om indvandrernes succes, fordi de fandme bare skal være taknemmelige for overhovedet at være her.

Den tankegang forstår jeg godt. En smule henad vejen. Men så heller ikke længere.

For hvordan løser man integrationsproblemerne, hvis man nægter at tale om det, når en del af problemerne er ved at blive løst?

Ikke-vestlige indvandrere stod for knap halvdelen af beskæftigelsesfremgangen i Danmark fra 2013-2018.

Beskæftigelsesfrekvensen er det seneste år steget med 2,8 procent for ikke-vestlige mod 0,8 procent for etniske danskere.

Det kan man selvfølgelig anfægte ved at sige, at procenten jo stiger hurtigere, fordi flere med ikke-vestlig baggrund er arbejdsløse. Det ændrer bare ikke på dét faktum, at flere og flere kommer i arbejde.

11 procent af FOAs medlemmer i ældreplejen, svarende til knap 20.000 sosu-ansatte, er fra ikke-vestlige lande.

I stedet for at brokke sig over, at man bliver vasket af en muslim, kunne man være glad for, at man rent faktisk bliver vasket.

På sygehusene landet over er der ligeledes flere og flere varme hænder og læger med ikke-vestlig baggrund.

I stedet for at brokke sig over, at man bliver behandlet af en tørklædebærende muslim, der ikke taler perfekt dansk, kunne man være tilfreds med, at man rent faktisk bliver behandlet.

De har jo ikke fået jobbet, fordi de har snuppet det foran en etnisk dansker. De har fået jobbet, fordi de gerne vil arbejde.

Jeg efterspørger ikke positiv særbehandling. Men siden hvornår er vi holdt op med at hylde mennesker, der stik imod alle odds - herunder krig, forfølgelse, traumer, flugt, ny kultur og sprogbarrerier - klarer sig godt?

Janteloven - og en kæmpe portion ondt i røven over andres/fremmedes succes - lever stadig i bedste velgående herhjemme.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
197 kommentarer
Vis kommentarer