13 mia. kr. for det rene job-gak-gak

'Politikerne har i årevis lappet på et system, der ikke fungerer,' skriver Özlem Cekic om jobcentrene. Foto: POLFOTO
'Politikerne har i årevis lappet på et system, der ikke fungerer,' skriver Özlem Cekic om jobcentrene. Foto: POLFOTO

Özlem Sara Cekic. Foredragsholder, samfundsdebattør og tidligere folketingsmedlem. Skriver om værdipolitik, social og sundhedspolitik.

Vi kan bruge de 13 mia. kroner, som jobcentrene koster, langt bedre.

Det gælder, uanset om du har været arbejdsløs i lang tid, eller du ikke har kunnet få et arbejde efter endt uddannelse. Om du er fysisk eller psykisk syg. Ung eller ældre. Gammel eller nydansker. Alle skal igennem jobcentret, når de bliver arbejdsløs.

Men hvad får vi for de 13 mia. kroner? Nogle steder er der kvalificeret hjælp til den arbejdsløse. Andre steder er der dyre konsulenter, bureaukrati, tårer og masser af frustration, som ikke gavner den, der har brug for hjælp.

Siden august har jeg sammen med chefredaktør Poul Madsen fra Ekstra Bladet dykket ned i #Jobgakgak.

Vi er mildest talt chokeret over vores erfaringer.

Vi mødte Aya i august. Hun har gjort alt det, politikerne beder unge mennesker om. Hun har taget en uddannelse. Hun har masser af erhvervserfaring og utallige jobansøgninger med i sin bagage. Alligevel er det ikke lykkedes hende igennem to år at skaffe et job.

Du kan se den første del af mini-dokumentaren her. Anden del kommer ud på søndag. Videoreportage: Gorilla Media
 

Da vi møder hende, er hun opslugt af håbløsheden, og afmagten har taget fat i hende. Udsigten til at skrive kontanthjælpsmodtager på visitkortet, giver hende søvnløse nætter. Hendes selvtillid har fået et alvorligt knæk, og hun er begyndt at tvivle på sig selv. 

Systemet kan ikke hjælpe hende. Et system vi betaler 13 mia. kroner for. Systemet kan hverken rådgive hende ift. hendes ansøgninger og cv. Systemet kan heller ikke skabe et netværk til hende, så hun kan komme tættere på de virksomheder, der leder efter arbejdskraft.

Men de kan give hende kontanthjælp. 

Politikerne har i årevis lappet på et system, der ikke fungerer. Det er alment kendt på Christiansborg, at syge mennesker bliver mere sygere af at være i jobcentrenes klør. Og dem, der er raske, får ikke den hjælp, de skal have.

Hvad med virksomheder, tænker du. Ja, de har for længst opgivet jobcentrene. 

Jobcentrene gør ikke den store forskel for de arbejdsløse. Der er for meget pisk og kontrol og for lidt gulerod og hjælp. Noget af det skyldes lovgivningen. Noget af det skyldes kassetænkningen. Faktum er, at systemet har glemt, at det er der for borgernes skyld og ikke omvendt. 

Politikerne er nødt til at nytænke systemet og have mod til at være systemkritiske. På den måde kan de sikre, at de 13 mia. kroner kan komme den arbejdsløse til gavn.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
41 kommentarer
Vis kommentarer

Seneste Opinionen

Mest læste Opinionen