Børn er Paludans reklamesøjle

Foto: Mogens Flindt
Foto: Mogens Flindt

Özlem Sara Cekic. Foredragsholder, samfundsdebattør og tidligere folketingsmedlem. Skriver om værdipolitik, social og sundhedspolitik.

Jeg har hen over påsken fulgt med i balladen omkring Rasmus Paludan. Jeg har den holdning, at Paludan har ret til at vrøvle. Sådan er det i et demokrati! Ytringsfriheden gælder også vrøvlere. Ja, han er hamrende provokerende!

Jeg har flere gange prøvet at gå i dialog med ham på Twitter. Det er tæt på håbløst. Men intet menneske, heller ikke Paludan, skal mødes med vold. Ligeså fundamentalt jeg er uenig med Paludans racistiske holdninger, ligeså fundamentalt er jeg uenig i, at holdninger skal brydes med vold!

Når det er sagt, så er vi nødt til at tage det alvorligt, at 12.000 mennesker allerede har skrevet under på, at partiet skal være opstillingsberettiget til Folketinget. Samme bekymring ville jeg også have, hvis Hizb ut-Tahrir fik 12.000 underskrifter.

Men hvem har givet Rasmus Paludan denne gennemslagskraft?

Jeg har brugt vinteren på at uddanne børn og unge til at være brobyggere. Sammen med Maia Feldman har vi i regi af Foreningen Brobyggerne undervist 600 børn i fire forskellige grundskoler. Få elever ved, hvad statsministeren hedder, men de fleste kender Rasmus Paludan.

Elever i alle farver, religioner og sociale klasser har enten set hans hadske videoer og/eller delt dem. Ikke fordi de er enige med Paludan, men fordi de synes, han er ’langt ude’, eller fordi han er ’for grineren’. Selvom eleverne mener, alle bør have ret til at ytre sig, er der få, der vil give den frihed til en som Rasmus Paludan.

Jeg har blandt de 600 elever ikke mødt en eneste elev, der deler eller sympatiserer med hans holdninger. Men alligevel fungerer langt de fleste børn og unge ubevidst som reklamesøjle for racistiske holdninger med det resultat, at Rasmus Paludans holdninger har fået luft under vingerne og er blevet alment kendt i offentligheden.

Rasmus Paludan var et kendt navn blandt unge, før de voksne begyndte at læse om ham i de etablerede medier. Jeg mener oprigtigt, at vi svigter som forældre, når vi ikke taler med vores børn om, hvad de ser og deler på sociale medier, og hvilken konsekvens deres handlinger har. For hver gang, nogen deler en hadsk ytring, bidrager man til en udvikling, hvor hadet og frygten får mere plads end dialogen og håbet.

Vi skal turde at tale med de unge om, hvorfor Paludans holdninger er udemokratiske. Hvorfor vi i et demokrati ER og SKAL være i opposition til partier som Stram Kurs, der vil opdele samfundet etnisk og forbyde danske muslimer at opholde sig i det offentlige rum og tale til etniske danskere. De samtaler er væsentlige i den demokratiske opdragelse.

Derfor: Gør demokratiet den tjeneste at tale med dine børn. Brug tid på at fortælle, hvilke betydninger deres handlinger har for styrkelse eller svækkelse af demokratiet. Kun ved at tage et personligt ansvar for den demokratiske opdragelse, kan vi forhindre, at børn bliver brugt som reklamesøjle for udemokratiske holdninger. 

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
96 kommentarer
Vis kommentarer