Drop Borgen, Kristian Jensen

'Politiske partier i Danmark styres som religiøse sekter,' skriver Özlem Cekic, der opfordrer Venstres Kristian Jensen til at forlade partiet. Foto: Finn Frandsen
'Politiske partier i Danmark styres som religiøse sekter,' skriver Özlem Cekic, der opfordrer Venstres Kristian Jensen til at forlade partiet. Foto: Finn Frandsen

Özlem Sara Cekic. Foredragsholder, samfundsdebattør og tidligere folketingsmedlem. Skriver om værdipolitik, social og sundhedspolitik.

Kristian Jensen (V) mistede alle sine ordførerskaber og udvalgsposter sidste uge.

I et interviewet i Jyllands Posten efterlyste Kristian Jensen en reformpolitik, der kunne laves sammen med Konservative og Radikale. Et synspunkt, som partiledelsen i Venstre i øvrigt ikke er uenig i. Men alligevel blev konsekvensen voldsom, da han, ifølge ledelsen, ikke havde orienteret dem inden.

Den tidligere næstformand er blevet straffet og udskammet offentligt og hans dage i Venstre er talte.

Jeg har den holdning, at de politiske partier i Danmark styres som religiøse sekter. Og til dem, der ikke kender de tre simple, uskrevne regler, der findes i en religiøst sekt, vil jeg kort nævne dem:

1) Adlyd altid det religiøse overhoved
2) Sæt aldrig spørgsmålstegn ved det religiøse overhoveds gøren og laden
3) hvis du overtræder de første to regler, så indstil dig på straf.

Som folketingsmedlem opdagede jeg, at de uskrevne regler, der hersker i en religiøs sekt, langt hen ad vejen ligner dem, der gælder på Christiansborg.

Jeg oplevede de hårde straffe på min egen krop, da jeg fx sagde partiledelsen imod og stemte imod en skattereform, der tog penge fra førtidspensionister for at give skattelettelser til de velhavende. Jeg mistede alle mine ordførerskaber.

Venstre valgte tillige i sin tid i 11. time at fratage daværende venstremand Jens Rohde sit spidskandidaturet til europaparlamentsvalget, fordi han havde skrevet en kronik om, at flere beslutninger skulle flyttes til Bruxelles, og at EU skulle have et fælles forsvar. Socialdemokraterne tog hårdt fat i både Yildiz Akdogan og Mette Gjerskov, da de ikke ville stemme for stop af kvoteflygtninge og burkaforbuddet.

Der kunne nævnes adskillige andre eksempler fra alle Folketingets partier, hvor medlemmer bliver ’banket på plads’ i pressen eller ydmyget på et gruppemøde og efterfølgende må opleve isolation, ensomhed og latterliggørelse.

I Grundloven står der ellers tydeligt, at et folketingsmedlem kun er bundet af sin egen overbevisning.

Jeg tror ikke på, man kommer nogen vegne ved at tie holdninger ihjel. Fortsætter udviklingen, vil det kun svække demokratiet yderligere. De hårde straffe mod de folketingsmedlemmer, der ikke går i takt og nikker ja til alt, hvad ledelsen siger, bidrager til danskernes politikerlede og til at reducere politik til underholdning og en dårlig sæbeopera.

Som en borger skrev på Twitter, da balladen i Venstre fyldte mediebilledet: 'Så er der dømt popcorn og underholdning.'

Partiernes ledelser har efter min mening svigtet deres ansvar og har ikke været i stand til at vende udviklingen.

Desværre er mod i dag den største mangelvare i dansk politik. Mod til at sige, hvad man selv mener, men også mod til stå fast, når man bliver straffet. Samtalen, debatten og kritikken gør alle klogere.

Derfor er min opfordring til Kristian Jensen: Drop Christiansborg! Hvis du gerne vil gøre en forskel for danskerne, er der langt større muligheder uden for Folketinget. Der må være en grænse for, hvor mange gange du skal udsætte dig selv for ydmygelse, socialkontrol og undertrykkelse. Søg friheden.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
66 kommentarer
Vis kommentarer