Vi må stå sammen for at besejre terroristerne i minde om Dan og Finn

Fredsring om synagogen. Özlem Cekic og Bent Melchior.
Fredsring om synagogen. Özlem Cekic og Bent Melchior.

Özlem Sara Cekic. Foredragsholder, samfundsdebattør og tidligere folketingsmedlem. Skriver om værdipolitik, social og sundhedspolitik.

I dag er det tre år siden, terroren ramte Danmark.

Den 14. februar 2015 sov jeg først kl 05.30. Jeg var fuld af bekymring og fulgte med i medierne. Min søster ringede kl 7. Hun spurgte, hvordan hun skulle tage til skolen. Det undrede jeg mig over.

’Som du plejer,’ sagde jeg. Min søsters skole var tæt på synagogen. Hun var bekymret for, hvilken reaktioner hun ville møde. Det var hverken min lillesøster eller mig, der havde slået Finn Nørgaard og Dan Uzan ihjel. Men vi var en del danske muslimer, der desværre følte os skyldige.

Mange uger efter fik jeg en invitation til mindehøjtidelighed for Dan Uzan i Synagogen.

Uzan familien havde alle gode grunde til at hade alle muslimer. De havde kun en søn, og han var taget brutalt fra dem. Jeg endte med at tage til synagogen. Jeg besluttede mig dog for ikke have øjenkontakt med nogen. Jeg følte mig - på en mærkelig måde stadig skyldig.

Jeg hilste på Dan Uzans far. Han krammede mig. Han græd. Jeg græd. Dans mor krammede mig. Hun græd. Jeg græd.
Jeg sad ved siden af overrabbiner Bent Melchior. Han græd. Jeg græd.

Synagogen var fyldt med mennesker. Finns Nørgaards venner og familie græd. Vi græd sammen.

Hvordan kommer vi samlet ud af det her, tænkte jeg. Vi var splittet i atomer. Der var ikke ilt tilbage i synagogen. Mørket omringede os.

Så kom Goldschmidt Akademiets børn og sang. Nogle bar tørklæder, andre kalot, og enkelte havde kors på om halsen. De sang sammen for fred. Lyset kom tilbage, og vi kunne trække vejret igen. I det øjeblik blev jeg endnu engang mindet om, at der altid er håb.

Vi sad skulder ved skulder og delte smerten, sorgen og tabet med hinanden. Fællesskabet var stærkt, og den dag i dag føler jeg mig både som en del af det jødiske miljø og en del af Finn Nøregaards venner, selvom jeg aldrig fik muligheden for at lære hverken Dan eller Finn at kende.

Uzan og Nørgaaard familierne har været fantastiske vejvisere for os alle. De havde alle gode grunde til at gribe til hadet, alligevel valgte de kærligheden. Dans far udtalte dagene efter terrorangrebet:

’Ondskab kan alene overvindes ved godhed mellem mennesker. Godhed kræver mod.’

Naturligvis har myndighederne, regering og diverse institutioner i Danmark et ansvar for at stoppe fremtidens Omar El-Hussein. Men det fritager ikke hver af os til at tale med så mange som muligt, så længe som muligt, for at invitere mennesker på kanten af samfundet ind til demokratiske fællesskaber, så vi kan forebygge volden.

Det ansvar skal vi have mod til at påtage os.

En dag som i dag vil jeg gerne mindes Finn og Dan. Ære være deres minde.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn og efternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
kommentarer
Vis kommentarer
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Steffan Kærulf Frandsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen