Skal de fyrede ikke have hjælp, Hummelgaard?

'Det er ufatteligt, at regeringen kan finde 300 milliarder til at holde hånden under erhvervslivet, men ikke vil hjælpe de fyrede med rimelige dagpenge under krisen,' skriver Pelle Dragsted og spørger beskæftigelsesministeren hvorfor. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
'Det er ufatteligt, at regeringen kan finde 300 milliarder til at holde hånden under erhvervslivet, men ikke vil hjælpe de fyrede med rimelige dagpenge under krisen,' skriver Pelle Dragsted og spørger beskæftigelsesministeren hvorfor. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Pelle Dragsted. Medlem af Enhedslisten.

Det er ufatteligt, at regeringen kan finde 300 milliarder til at holde hånden under erhvervslivet, men ikke vil hjælpe de fyrede med rimelige dagpenge under krisen.

44.000 danskere har i de seneste dage modtaget en fyreseddel fra chefen. Industriarbejdere, taxachauffører, ansatte i hoteller og restauranter, og mange andre har helt uden egen skyld mistet deres arbejde som følge af corona-krisen og nedlukningen af Danmark.

Regeringen har i de seneste uger præsenteret en række hjælpepakker til erhvervslivet, for at sikre at virksomhederne holder på så mange medarbejdere som muligt. Det er rigtig godt og nødvendigt. Men det hjælper bare ikke dem, der alligevel har fået en fyreseddel og allerede står med håret i postkassen.  

Dagpengene er i mange år blevet udhulet af såkaldte reformer (et andet ord for nedskæringer). Det betyder, at mange af dem, der bliver fyret nu, mister omkring halvdelen af deres indtægt fra den ene dag til den anden. Det kan få voldsomme konsekvenser for mange familier, hvis krisen fortsætter. Husleje, der ikke kan betales. Gæld, der ikke kan afdrages. Det er en dybt ulykkelig situation. Og nogle familier er tilmed dobbelt ramt, fordi både mor og far er blevet sendt hjem.

Det store indkomsttab hos dem, der nu bliver arbejdsløse, vil tilmed skade økonomien, fordi den vil få efterspørgslen til at falde.  Det rammer virksomhederne og kan i en ond cirkel føre til endnu flere fyringer. Som overvismand Carl-Johan Dalgaard senest har peget på, så er økonomisk hjælp til de laveste indkomster faktisk den bedste måde at få økonomien sparket i gang igen.

Derfor er det ufatteligt, at den socialdemokratiske regering ikke er kommet med en hjælpepakke til de arbejdsløse. Fagbevægelsen har, med Lizette Risgaard i spidsen, forslået, at hæve dagpenge-maximum til 25.000 kr. i de kommende tre måneder. Det svarer nogenlunde til, hvad den socialdemokratiske regering i Sverige har gjort.

Det koster nogle penge, ja. Nærmere bestemt omkring en milliard kroner. Men det beløb bør holdes op imod de 300 milliarder kroner regeringen bruger på hjælpepakker til erhvervslivet. 

Det hænger ganske enkelt ikke sammen, at man kan finde 300 milliarder til at holde hånden under banker og virksomheder, men ikke vil bruge under en halv procent af det beløb på at hjælpe de familier, der er ramt af arbejdsløshed på grund af krisen.

Kære, Peter Hummelgaard. Det kan du simpelthen ikke være bekendt. Det er nu vi skal vise, at vi passer på hinanden – og også på dem, der er aller hårdest ramt af krisen.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
54 kommentarer
Vis kommentarer

Seneste Opinionen

Mest læste Opinionen