Lars Løkke Rasmussen med sæd i mundvigen, ’heil’ i sloganet og SS-logo i efternavnet. I hvor mange muslimske lande kan man uden frygt portrættere en statsministerkandidat sådan?
Mit gæt er ’nul’.
Det er derfor hyklerisk, når komikeren Omar Mazouk, der sidste år brugte sin grundlovssikrede ret til at udtrykke sine politiske præferencer med det beskrevne billede, ikke vil stå ved det land og det folk, der netop har givet ham retten til at ytre sig frit uden frygt.
Og det bliver ikke mindre hyklerisk af, at den danskfødte komiker med egyptiske rødder nu fortæller, at han ikke vil være ved, at han er dansk. Omar Mazouk bryster sig derimod gerne af at være fra Egypten - et land, hvor ytringsfriheden er så voldsomt under pres, at det på verdensplan ligger som nummer to på listen over lande, der sidste år satte flest journalister i fængsel.
Omar Mazouk tager grådigt for sig af retterne, når de danske frihedsrettigheder står på menuen. Men når regningen skal betales, stikker han af. Og Omar Mazouk er langt fra den eneste, der gerne selv spiller på alle tangenter, men indtager rollen som tonemester over for andre.
Rækken af kunstnere, komikere og skuespillere, der de seneste år har meldt sig i koret af selvpromoverende tonemestre, som skammer sig på andres vegne, er lang. Ja, udskamning er vel nærmest blevet en national kunstart udført af de kujoner, der ikke bare svigter – men fatalt modarbejder - kampen for vores demokrati, vores retsstat og vores fælles værdier.
For hvor er oprøret fra tonemestrene, når det jødiske samfund trues, når kvinder ikke længere kan færdes trygt på festivaler og i nattelivet, når butikker i nærheden af asylcentre må hyre vagtværn og når homoseksuelle lever i frygt for at vise deres seksualitet?
Det er uanstændigt at vende ryggen til de mange danskere, der betaler prisen for årtiers fejlslagen asyl- og integrationspolitik. Og det er direkte samfundsnedbrydende, når alvorlige samfundsmæssige problemer tysses ned af hensyn til tonen.
Hvis vi vil løse problemer med demokratiske midler, må vi have modet til at sige tingene, som de er, evnen til at lytte til hinanden og viljen til at finde en fælles vej. Ingen problemer er nogensinde blevet løst ved at udskamme, tage afstand fra eller dehumanisere andre. Tværtimod.
Det er ikke min ret at dømme, hvorvidt Omar Mazouk er dansk eller ej. Det må være op til Omar i hjertet at føle, om han tilhører det danske folk og dermed har viljen til at kæmpe for vores fælles værdier.
Men jeg vil benytte enhver lejlighed til at minde Omar Mazouk og andre tonemestre om, at danskhed ikke kun handler om at kræve retten til selv at tænke, tale og leve frit. Det handler i lige så høj grad om at forsvare sit folks ret til samme frihed – også når man er uenig.
