Der er forskel på ofre

Nye Borgerliges Pernille Vermund ved Folketingets afslutningsdebat. Foto: Ritzau Scanpix/Jens Dresling
Nye Borgerliges Pernille Vermund ved Folketingets afslutningsdebat. Foto: Ritzau Scanpix/Jens Dresling

Pernille Vermund. Leder af Nye borgerlige, skriver om Danmark i globaliseringens tid.

Sommeren igennem har vi været vidner til en uhyggelig tendens. Flere og flere unge beretter, hvordan de bliver chikaneret, tæsket og ydmyget. Volden er tilsyneladende umotiveret, ud over at offeret som regel er en ung, hvid mand, og overfaldsmændene næsten altid består af bander af unge indvandrere. 

’Ydmygelsesvold’ hedder den tendens, der er kommet over sundet fra Sverige, hvor fænomenet allerede er velbeskrevet. Den etnisk motiverede vold går ofte ud på, at en gruppe indvandrere omringer den unge svensker og udsætter ham for ydmygende behandling. De kan finde på at tvinge dem til at sluge cigaretskodder og drikke urin, imens de tiltaler dem ’skide svensker’ og ’horeunge’.

Desværre for ofrene for disse forbrydelser har de ikke den hudfarve, der skal til for at fremprovokere medlidenhed hos de ansvarlige politikere. For hvis offeret er hvidt, og gerningsmanden brun, kan de jo ikke bruge historien til at dydssignalere. 

Tag bare den seneste i rækken af Lars Løkkes pinlige Facebook-opdateringer. Han var ikke sen til offentligt at erklære sin støtte til afghaneren Ahmad, da denne blev udsat for et racistisk overfald i Grækenland: 'At jeg kender Ahmad gør ikke hverken overfaldet mere eller mindre alvorligt, men det bringer det tæt på.'

Den formulering fra en mand, der i en årrække havde muligheden for at stoppe tilstrømningen af voldsparate migranter, kan jeg ikke lade være med at kommentere. Medfølelsen med hans bekendte er forståelig. Men jeg er nødt til at påpege, at han slet ikke behøver se hele vejen til Grækenland for at se vold 'tæt på'. 

Åbner han nogensinde nyhedshistorier fra en lokalavis? Eller har han en eneste Facebook-ven, der færdes i den virkelige verden?

For så må han kende til de utallige overfald, den tiltagende forråelse og det, der begynder at ligne en stående etnisk konflikt. Seneste eksempel er de to unge danske mænd i Silkeborg, der blev brutalt overfaldet med køller, imens de badede. Gerningsmændene var selvfølgelig indvandrere, den yngste pågrebne mistænkte kun 14 år.

Jeg var desværre ikke valgt ind i Folketinget i 2015, da Lars Løkke lod migranter i titusindvis strømme ind i vores land. Men nu såvel som i fremtiden kan jeg i hvert fald love, at min støtte til ofre ikke vil være begrænset til dydssignalering på Facebook.

Jeg kæmper for at gennemføre en retspolitik, der sætter en stopper for forråelsen. 

Den kriminelle lavalder skal afskaffes, så de teenagebander, der overfalder danskere og lægger det op på nettet, kan straffes. Og så skal der ryddes op efter Lars Løkke. Kriminelle indvandrere skal udvises efter første dom, og der skal indføres et asylstop. 

Det er nemt og billigt at lave en Facebook-opdatering, hvor man udviser sympati med voldsofre. Ingen skal udsættes for vold, og racistisk motiveret vold kan vi som samfund ikke acceptere. Men som politiker har man et reelt ansvar over for udviklingen i vores land. Og dermed et ansvar over for voldens ofre. 

Desværre lader det til, at Lars Løkke og de øvrige ansvarlige politikere har glemt deres ansvar over for de ofre. De kan betragte dette som en venlig påmindelse.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Seneste Opinionen

Mest læste Opinionen