Hvilken københavner-bashing, Brian Mikkelsen?

Pernille Vermund mener, at Brian Mikkelsen går forkert i byen med sine udtalelser om københavner-bashing. Foto: Ritzau Scanpix/Kenneth Lysbjerg Koustrup
Pernille Vermund mener, at Brian Mikkelsen går forkert i byen med sine udtalelser om københavner-bashing. Foto: Ritzau Scanpix/Kenneth Lysbjerg Koustrup

Pernille Vermund. Leder af Nye borgerlige, skriver om Danmark i globaliseringens tid.

Regeringen vil styrke udviklingen i hovedstadsområdet, siger den. Det er godt. Vi har en fælles interesse i en stærk hovedstad.

Til gengæld har jeg ingen forståelse for erhvervsminister Brian Mikkelsens argumenter for hovedstadsplanen.

”Nu må den københavner-bashing stoppe”, siger han.

Undskyld, men hvilken københavner-bashing? Kan du give nogle eksempler, Brian Mikkelsen?

Påstanden har fået lov til at stå fuldstændig uimodsagt. Journalister, kommentatorer og analytikere har gættet på lidt af hvert – hvorfor er der ingen af dem, der har spurgt Brian Mikkelsen, hvilken bashing han har i tankerne? Hvad lærte de egentlig dengang på Journalisthøjskolen? At gætte?

Nogle gætter på, at det sikkert er regeringens udflytning af statslige arbejdspladser, som Brian Mikkelsen har i tankerne. Hvis det er tilfældet, så er det sin egen statsminister, Brian Mikkelsen anklager for københavner-bashing. Hvad kan danskerne så forvente? Vil Konservative gerne, at udflytningen bliver sat i bero eller rullet tilbage? 

Der er også dem, der gætter på, at det er den manglende reform af udligningsordningen, som Brian Mikkelsen kalder københavner-bashing. Må jeg i den sammenhæng minde om, at man ikke har kunnet nå et politisk flertal for en reform, blandt andet fordi regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, trak sig. Men hvori består københavner-bashingen?

Partsindlæg
Mig bekendt er det Københavns socialdemokratiske overborgmester Frank Jensen, der har opfundet udtrykket københavner-bashing. Det kan undskyldes med at være et partsindlæg, og at han er valgt til at forsvare sin by.

Men Brian Mikkelsen er erhvervsminister for hele landet, ikke kun for Rådhuspladsen og omegn. Derfor er det helt uhørt, at han forsøger at skabe en kunstig konflikt mellem by og land. Hvad er det han vil? Hvordan kan det være godt for Danmark?

Det er naturligvis forståeligt, hvis Brian Mikkelsen gerne vil genvinde tabte, konservative vælgere i hovedstaden. Partiet mistede som bekendt deres mandat i København ved sidste valg. Men at gøre det ved offentligt at rakke ned på alle andre, er usædvanlig dårlig stil.

En minister skal samle befolkningen, ikke skabe en kunstig konflikt for at pleje egne, snævre interesser.

Jeg husker i øvrigt ikke, at Brian Mikkelsen på noget som helst tidspunkt har talt om provins-bashing, selvom mange landdistrikter længe har blødt, blandt andet på grund af de centraliserende reformer, som han selv har været med til at gennemføre.

Smuk og grøn
Nye Borgerlige ønsker en smuk, grøn og levende hovedstad, hvor det er godt at bo og arbejde og hvor vores fælles historie og kulturarv bevares og gøres tilgængelig for alle danskere. Og vi ønsker præcis det samme for resten af landet. Der er ikke nogen modsætning mellem de to.

Mit håb for Danmark er, at vi fremover vil styrke det nationale værdifællesskab og den tillid mellem danskere på tværs af geografiske skel, som er så særlig her til lands. For med de værdier intakt står vi alle sammen stærkere. 

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
34 kommentarer
Vis kommentarer