Indfør et asylstop og sæt hæren ind

'Luk ned for spontan asyl og indfør et asylstop. Tag det nødvendige opgør med et asylsystem, der tilskynder alverdens lykkeriddere til at rejse hele vejen til Tyskland, Danmark og Sverige,' skriver Pernille Vermund om flygtningestrømmen ved den græsk-tyrkiske grænse. Foto: Bulent Kilic/Ritzau Scanpix
'Luk ned for spontan asyl og indfør et asylstop. Tag det nødvendige opgør med et asylsystem, der tilskynder alverdens lykkeriddere til at rejse hele vejen til Tyskland, Danmark og Sverige,' skriver Pernille Vermund om flygtningestrømmen ved den græsk-tyrkiske grænse. Foto: Bulent Kilic/Ritzau Scanpix

Pernille Vermund. Leder af Nye borgerlige, skriver om Danmark i globaliseringens tid.

I weekenden sad jeg klinet til min computerskærm og så video på video fra grænsen mellem Tyrkiet og Grækenland. Unge mænd kaster sten mod græske grænsevagter og kræver adgang, som var det deres ret.

Jeg kunne kun tænke: Nu sker det igen. I 2015 blev Europas politikere taget på sengen af en lang karavane af flygtninge og migranter, der marcherede direkte ind i et Europa, der lå åbent og forsvarsløst. I Danmark svigtede den borgerlige regering og DF, da de nægtede at stoppe karavanen ved grænsen.

Denne gang er de blevet taget på sengen af en humørsyg, islamisk tyran, som i årevis har truet med at oversvømme EU med migranter. At Erdogan gør det, burde faktisk ikke komme bag på nogen. Alligevel har Europas regeringer ikke taget det nødvendige opgør med det asylsystem, der lokker migranterne til.

Derfor samler der sig nu igen en hær af vrede unge mænd ved porten til Europa i tusindtal. De ved, det er et spørgsmål om tid, førend de bløde politikere åbner op. Men det skal ikke ske igen. Aldrig mere en 2015.

Jeg har allerede bedt Folketinget om at kalde Mette Frederiksen ned i folketingssalen. Jeg vil gerne vide, om hun alvorlig talt mener, at den såkaldte 'nødbremse' for asyl kan beskytte Danmark. 

Lad mig gøre min holdning klar: Den såkaldte nødbremse er et bureaukratisk makværk. Og den kan ikke beskytte Danmark, fordi den juridisk set kun kan bruges som en sidste udvej, når asylsystemet allerede er overbelastet.

Jeg har nogle helt andre forslag, som Mette Frederiksen kan tage i brug for at beskytte Danmark: Luk ned for spontan asyl og indfør et asylstop. Tag det nødvendige opgør med et asylsystem, der tilskynder alverdens lykkeriddere til at rejse hele vejen til Tyskland, Danmark og Sverige.

Sæt så hæren ind ved grænsen og gør brug af det grænsehegn, der blev indkøbt i 2015 og ligger klar ved Skrydstrup Flyvestation. Og så skal vi ikke mindst vise solidaritet med Grækenland og Bulgarien, der er sat i en umulig situation og har brug for støtte til at modstå presset imod deres grænser.

Svaret på udfordringerne kræver mere end juridiske spidsfindigheder – det kræver politisk handlekraft.

Vi skal aldrig mere se en gentagelse af det store, politiske svigt i 2015.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
339 kommentarer
Vis kommentarer