Brandattentat mod en synagoge i Göteborg. Brandbomber kastet mod jøder i Malmø. Antisemitiske opråb ved en propalæstinensisk demonstration i Malmø. Opfordringer til vold mod jøder i Berlin. Afbrændinger af israelske flag i Berlin.
Antisemitismen blusser endnu engang op i Sverige og Tyskland. Politikere i vores nabolande er oprørte. Men hvad havde de forventet?
Begge lande har ukritisk åbnet deres grænser for hundredtusindvis af migranter, som bærer antisemitismen som en indgroet del af deres kultur og religion.
Sverige er ved at forgå i selvfedme over at være moralsk stormagt. Her har man i årtier vendt det blinde øje til mod forfølgelsen af jøder i islams navn, mod muslimers dominans i kriminalstatistikken, mod undertrykkelsen af kvinder i muslimske miljøer og mod parallelsamfund styret af sharia.
Politikerne i Sverige forsøger at skjule miseren bag lag på lag af fortielser. Enhver form for rationel tilgang til udlændingepolitikken holdes nede med politisk magt og udskamning.
I Tyskland har man ligeledes længe haft problemer med kriminalitet, jihadister og muslimske parallelsamfund som konsekvens af migrationen fra de muslimske lande. Men det forhindrer ikke den tyske forbundskansler Angela Merkel i at fastholde den hasarderede 'barmhjertighed'.
Da migrantstrømmene bevægede sig imod Europa, havde Merkel og den svenske statsminister Stefan Löfven intet fokus på at beskytte deres egne befolkninger mod den tilvandrende kriminalitet, jihadisme og antisemitisme. Fokus var heller ikke på at hjælpe flest mulige nødlidende.
Havde de to statsledere i Sverige og Tyskland handlet rationelt, ville de have beskyttet deres landes grænser og brugt de afsatte ressourcer der, hvor de kunne hjælpe flest – i nærområderne. Men i stedet valgte de at agere moralske stormagter, trodse Schengen-aftalen og ukritisk åbne grænserne for tilstrømningen af mennesker rundet af voldelige, udemokratiske og antisemitiske kulturer.
Derfor står især disse to lande nu med uoverskuelige problemer forårsaget af deres egen dumhed. Kvinder bliver voldtaget, mænd bliver stukket ned på åben gade, kløften mellem retsstat og islamiske parallelsamfund vokser og den antisemitisme, som findes i alle muslimske samfund, blusser op og brænder sig fast.
Politikere i både Tyskland og Sverige er oprørte. Med magt forsøger de at 'fordele' ansvaret for deres svigt til de centraleuropæiske lande, som ved udsigten til endnu en invasion af totalitære og antisemitiske kræfter handlede rationelt og lukkede grænserne. Men man kan ikke redde Europa ved at sprede ufreden.
Først når de svigtende politikere erkender deres eklatante fejltagelser, og vi i Europa får vendt migrantstrømmen fra de muslimske lande, vil vi kunne få bugt med de mellemøstlige tilstande, som tager til dag for dag; undertrykkelsen, volden og jødehadet.
Indtil da må udsigten til mellemøstlige tilstande forventes og politikerne dagligt holdes ansvarlige for konsekvenserne af deres svigt.
