Løgn og latin

David Trads. Foto: Thomas Borberg
David Trads. Foto: Thomas Borberg

Pernille Vermund. Leder af Nye borgerlige, skriver om Danmark i globaliseringens tid.

To ord, og det ene passer bedre på David Trads end det andet.

Forleden oplevede den socialdemokratiske folketingskandidat David Trads angiveligt at blive truet på Facebook. Det er selvfølgelig en kedelig ting, og det skal man ikke finde sig i.

Men David Trads skyndte sig at lægge fire billeder op i et opslag og udbrede for alverden, at han havde anmeldt én fra Nye Borgerlige til politiet for trusler mod hans liv og helbred.

Det var bare løgn. Det passede ikke.

Alligevel bragte han et billede af mig, et billede af vores folketingskandidat Jeppe Juhl, et billede af et Nye Borgerlige medlem og hans ven samt et profilbillede, som ingen kan se, hvem tilhører.

Jeg skyndte mig at få en fra min stab til at kontakte David Trads for at høre, hvem fra Nye Borgerlige, der havde truet ham. For så kunne jeg jo tage affære og få verfet vedkommende ud af partiet.

Men det ville David Trads ikke fortælle. Til gengæld kunne han godt brygge videre på sin offerhistorie om, hvor onde Nye Borgerlige er, og hvor hårdt det er at være David Trads.

Sølle pjok.

Det viste sig, at de billeder han brugte, var billeder, han havde stjålet fra internettet uden at få lov af fotografen. Så fotografen bad ham fjerne det.

Det førte til endnu en løgnehistorie fra David Trads om, at han i stedet ville bruge et ’pressebillede’ af mig fra vores hjemmeside.

Det passede heller ikke.

Han brugte et privatejet billede, som jeg selv har lagt op. Det mente han sig i sin gode ret til at bruge til at sprede løgne om mig.

Det gik selvfølgelig ikke.

Vi fik gjort ham opmærksom på, at der er noget der hedder ophavsret, og så måtte han ty til et billede fra 24/7. Hvad de mener om den sag på radiostationen, skal jeg ikke blande mig i.

Men David Trads stoppede ikke der.

Han hængte en fuldstændig tilfældig mand ud med billede og påstod, at han var én af dem, der havde truet ham og var blevet meldt til politiet.

Den løgn kom han også til at æde i sig igen, da personen meldte sig og krævede sit billede fjernet fra opslaget.

Tilbage står en fuldstændig afpillet David Trads.

Han lyver om hvem, der truer ham. Han misbruger andres billeder. Han bringer uvederhæftige beskyldninger til torvs, som han nægter at dokumentere. Han hænger uskyldige personer ud som ‘farlige’. Han lyver om, hvor han finder billeder til sine løgnehistorier, og vi aner ikke, om han i det hele taget er blevet truet af nogen.

Det er altså sølle.

Jeg har før kaldt David Trads for en tølper. Det ser jeg ingen grund til at holde op med.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
108 kommentarer
Vis kommentarer