Kan justitsministeren være det bekendt?
Enorme ressourcer er blevet brugt på at få dømt Rikke Louise Andersen – moderen, hvis datter blev seksuelt forulempet, og hvis brøde var en beslutsomhed om, at andre børn ikke skulle udsættes for det samme.
Men nu har Højesteret afvist sagen.
Anklagemyndigheden forsøgte i første omgang at få Rikke Louise Andersen dømt for én lovovertrædelse. Da hun blev frikendt i byretten, anklagede de hende for noget andet. Og den nye anklage endte med at føre til dom i både by- og landsretten.
Men sådan spiller klaveret ikke, siger Højesteret. Man kan ikke tiltales to gange i samme sag.
En borger har krav på at kunne forsvare sig mod en endelig anklage og skal ikke underløbes af en vældig statsmagt, der i kraft af uendelige ressourcer kan knække enhver. Det er betryggende og retfærdigt.
Tilbage står en vingeskudt statsadvokatur, der dels manglede evnen til at udfærdige et korrekt anklageskrift, mens tid var, og dels valgte at prioritere en sag, der for mange borgere føles som at skyde spurve med kanoner.
TV2 har for nyligt dokumenteret, at politi og anklagemyndighed er ude af stand til at retsforfølge straffelovsovertrædelser selv af grovere karakter, før sagerne i praksis bliver uigennemførlige på grund af vidners svigtende hukommelse efter års berammelsestid.
Siden centraliseringen og lukningen af flere lokale politistationer i forbindelse med rets- og politireformen i 2008, som en tidligere konservativ justitsminister stod i spidsen for, er retssystemet sandet så meget til i papirarbejde, at det går ud over retssikkerheden for borgerne.
Set i det lys vidner det om en sørgelig mangel på evne til at prioritere, at anklagemyndigheden overhovedet valgte at rejse sagen mod Rikke Louise Andersen. En sag, som nu er afvist af Højesteret efter at have været for byretten to gange og i landsretten en gang.
Det er ikke min opgave at dømme i retssager. Det har vi domstole til.
Men som borger vil jeg tillade mig at forholde mig kritisk til den politiske prioritering af lov og orden i vores samfund. Og jeg må erkende, at jeg har særdeles svært ved at forstå, at den konservative justitsminister, som er øverste anklagemyndighed, kan være denne sag bekendt.
