Pernille Vermund: Vi vil vinde Danmark tilbage til danskerne

Pernille Vermund mener, at Folketingets nuværende politikere har foræret Danmarks selvbestemmelse i EU. Her er hun i debat på Folkemødet med bl.a. Kristian Thulesen Dahl og Søren Pape.
Pernille Vermund mener, at Folketingets nuværende politikere har foræret Danmarks selvbestemmelse i EU. Her er hun i debat på Folkemødet med bl.a. Kristian Thulesen Dahl og Søren Pape.

Pernille Vermund. Leder af Nye borgerlige, skriver om Danmark i globaliseringens tid.

I løbet af foråret slår EU-domstolen til igen. Det forventer juristerne. De forventer, at en dansk lov vedtaget i Folketinget igen bliver underkendt. Denne gang er det de danske regler for familiesammenføring, som EU og domstolen ikke vil acceptere.

Selv på et så fundamentalt område som at bestemme, hvem der har lov til at slå sig ned i vores land og nyde godt af vores velfærd, har politikerne opgivet magten over og overgivet til EU.

Konsekvensen af den ventede dom kan blive, at tyrkere i tusindvis, som ellers havde fået afslag på familiesammenføring, skal have taget deres sager op igen.

Og ifølge et svar fra integrationsministeriet til Folketinget, så frygter ministeriets jurister, at EU-dommen også får betydning for afgørelser om familiesammenføring for mange andre nationaliteter end tyrkere.

Selv om Danmark har et forbehold for udlændingepolitik i EU, så finder EU-domstolen blot en anden paragraf og dømmer Danmark til at rette ind efter Bruxelles og Strasbourg.

Hvad gør politikerne på Christiansborg? Ingenting. De lader det ske. Hvem beskytter Danmark som et selvstændigt land? Et land med folkestyre, hvor vi danskere selv bestemmer?

Det gør vores politikere i hvert fald ikke.

Nye Borgerlige vil vinde Danmark tilbage til danskerne. Vi vil ikke bare se måbende til, imens politikerne afvikler vores samfund og lader EU tømme vores folkestyre for indhold.

Politikerne sætter hensynet til EU og internationale aftaler over hensynet til danskernes frihed og sikkerhed. Præcis som de gjorde, da de i 2015 sad på hænderne og lod migranter i titusindvis strømme ind over vores grænser.

Imens politikerne afventer dommen, forhandler EU om nye regler, som kan give EU-borgere ret til dagpenge i Danmark efter bare én enkelt dag.

Tidligere var det børnechecken, som EU-domstolen ikke ville anerkende, at man som udlænding skulle fortjene gennem at bidrage til det danske samfund, før man kunne få den udbetalt til sine børn i udlandet.

Og sådan bliver vi med jævne mellemrum mindet om, at ’intet over og intet ved siden af Folketinget’ for længst er blevet erstattet med Bruxelles og Strasbourg.

Det er mig en gåde, at politikerne på Christiansborg finder sig i, at den folkets Grundlov, som gav danskerne retten til at lave lovene i deres eget land, ikke længere gælder.

Gang på gang bliver et flertal i Folketinget underkendt af en domstol, som ikke er sat i verden for at beskytte borgerne mod overgreb, men for at sikre en europæisk udvikling mod ’en stadigt snævrere union’.

Det er tid til at vinde Danmark tilbage til danskerne.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn og efternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
220 kommentarer
Vis kommentarer
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Claus Jessen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen