Vermund om 'flirt': Jeg leger ikke 'rød mod blå'

Pernille Vermuind fotograferet i forbindelse med en debat med DF's Thulesen Dahl i Aabenraa i marts. Foto: Ernst van Norde
Pernille Vermuind fotograferet i forbindelse med en debat med DF's Thulesen Dahl i Aabenraa i marts. Foto: Ernst van Norde

Pernille Vermund. Leder af Nye borgerlige, skriver om Danmark i globaliseringens tid.

Ekstra Bladet har fået en ’politisk kommentator’ på lønningslisten: Venstremanden Mark Thorsen. Tillykke med det.

Mark Thorsen bebrejder mig i avisen, at jeg af og til stikker til hans formand Jakob Ellemann-Jensen, og at jeg på den anden siden også af og til roser statsminister Mette Frederiksen.  Mark Thorsen mener, at jeg på den måde ’skader blå blok’.

Mark er venstremand, pot og pande med Jakob Ellemanns personlige rådgiver Jesper Kraft, tidligere spindoktor for Inger Støjberg og en mand, der vandrer ud og ind af Venstres pressetjeneste på Christiansborg til daglig. Og nu kommer det åbenbart bag på Mark Thorsen, at Nye Borgerlige ikke er kommet i Folketinget for at ’lege’ de blå mod de røde. At vi ikke går op i spillet om magten for magtens skyld.

Vi har stiftet Nye Borgerlige og sidder nu i Folketinget for at få løst problemerne.

Når en socialdemokratisk statsminister vil arbejde for at få et nyt asylsystem, som vil sætte stop for tildeling af spontan asyl til migranter, der kommer til Danmark, så bakker jeg hende naturligvis op - præcis som jeg kommer til, hvis Jakob Ellemann-Jensen en dag selv sætter sig på forsædet og tager teten på denne dagsorden.

En dagsorden, som i mine øjne burde være ærkeborgerlig.

Jeg er udmærket klar over, at det ikke er sådan, man sædvanligvis ’spiller spillet’ på Christiansborg; at man ikke ’plejer’ at rose sine politiske modstandere, når de arbejder for det, man selv kæmper for. For tænk, hvis andre skulle løbe med ens stemmer, og man ikke bliver genvalgt. Hvad skal man så lave?

Vi har aldrig lagt skjul på, at vi ikke er som de andre. For os er danskernes tryghed og sikkerhed det allervigtigste. Vi er i opposition til regeringen. Men vi vil ikke sidde i fire år med korslagte arme og surmule.

Vi vil gøre alt, hvad der står i vores magt for med demokratiske midler at forhindre, at venstrefløjen og radikale trækker udlændingepolitikken i den forkerte retning.

Også selv om prisen er bebrejdelser fra en Christiansborg-spinner som Mark Thorsen.

Og det er altså ikke mere end tre uger siden, at Venstre afviste at bremse en af venstrefløjens lempelser i udlændingepolitikken - loven om højere offentlige ydelser til indvandrere.

Nye Borgerlige igangsatte en underskriftindsamling blandt Folketingets borgerlige medlemmer for at aktivere Grundlovens paragraf 42. Med 60 underskrifter kunne vi have sendt loven til folkeafstemning og sikret, at danskerne blev hørt. Men Venstre ville ikke skrive under.

Vi fik 20 underskrifter – 16 fra DF og fire fra Nye Borgerlige.

Venstre stod i månederne op til lovbehandlingen ikke tilbage for at fortælle om alle de dårligdomme, som loven vil medføre. Men da det kom til stykket, og de havde muligheden for at bremse skaderne, så ville de ikke lade handling følge ord.

Det er danskernes sikkerhed og Danmarks fremtid, vi som politikere har i vores hænder. Og Nye Borgerlige er ikke sat i verden for at agere ukritisk heppekor til andre partier. Men den dag Venstre finder modet og viljen til at stille sig bag en politik, der griber fat om nældens rod og løser problemerne fra bunden, den dag kan jeg garantere, at jeg nok være der med ros, anerkendelse og opbakning i rigelige mængder.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
69 kommentarer
Vis kommentarer