Forleden fik jeg en sms fra min far: 'Ligger i Storebælt med rorskade. Tilkaldt assistance har motorskade. Så vi venter begge på hjælp.'
Storebælt i 10 sekundmeter er ikke stedet at få rorskade. Især ikke med en gast med tilbøjelighed til søsyge.
Jeg sad i møde mere end hundrede kilometer derfra, men spurgte naturligvis, om jeg kunne gøre noget. I mellemtiden drev min fars båd mod sejlruten, hvor store skibe ikke viger for lystbåde.
Da min far konstaterede, at skadens art oversteg hans egne evner, havde han ringet til sin ven i Rudkøbing. Og vennen havde anbefalet ham at kontakte Dansk Søredningstjeneste, som var fremme efter 45 minutter, til trods for at de var afsejlet fra Kerteminde.
Men efter med møje at have fastgjort trossen i den urolige sø, erfarede de med undren, at de ikke gjorde fart mod havn - redningsbåden havde maskinskade.
Kun en time tog det, før en ny, bemandet redningsbåd var fremme. Derefter kom de alle lykkeligt i havn.
Min fars gast fra Colombia havde forestillet sig, at søens helte - de fire mænd i redningsbåden, som var tildækket i sejlerbeklædning - var unge, blonde vikinger. Det var de ikke.
De var modne mænd - endog overmodne som min far – som han selv beskrev det.
I havn skulle de have oplysninger om bådens og min fars identitet. Min far så allerede for sig, hvordan Kongens Foged ville udpante ham fra hus og hjem.
Søredderne spurgte, om han var medlem af tjenesten. Det var han ikke. Han så nu for sig, hvordan han ville blive slæbt tilbage til de vilde vover.
Men nej, min far blev hverken flået eller slæbt tilbage til de høje bølger midt i Storebælt, hvorfra han havde tilkaldt hjælp.
De brave, modne mænd spurgte i stedet pænt min far, om han ville være medlem af Dansk Søredningstjeneste og evt. give en donation, så deres udgifter blev dækket.
Kort efter modtog jeg en ny sms: '2 bugserbåde, 7 mand i tjeneste, 4 timers slæb, summa summarum 1550 kroner. Verden er af lave. For de penge kunne jeg få 17 minutter hos en advokat eller den store tur hos Gok-Anna.'
Jeg mistænker, at min far tager munden for fuld, når han udtaler sig om priserne hos ’Gok-Anna’.
Men det ændrer ikke hans budskab. Uanset hvor meget politikerne gør for at nedbryde vores kultur, så fungerer civilsamfundet stadig.
Tusind tak til de mænd, der forleden hjalp min far. Tak til jer, der påtager jer at hjælpe havarister i al slags vejr. Og tak til alle de usædvanligt mange danskere, der hver dag frivilligt gør en forskel for andre og dermed fastholder og styrker det civilsamfund, som vores kulturelle fællesskab bygger på.
Sammenhængskraften bliver ikke skabt af politikerne – den kommer nedefra.
