'Vi kvinder er ikke svage ofre'

'Jeg har selv nydt godt af ligestilling – ægte ligestilling.
Og det er den ligestilling, der trues af feministernes forsøg på at tvinge os væk fra vores frie valg og lige muligheder,' skriver Pernille Vermund i anledning af kvindernes internationale kampdag. Foto: Stine Tidsvilde
'Jeg har selv nydt godt af ligestilling – ægte ligestilling. Og det er den ligestilling, der trues af feministernes forsøg på at tvinge os væk fra vores frie valg og lige muligheder,' skriver Pernille Vermund i anledning af kvindernes internationale kampdag. Foto: Stine Tidsvilde

Pernille Vermund. Leder af Nye borgerlige, skriver om Danmark i globaliseringens tid.

I dag er det kvindernes internationale kampdag. Og eftersom jeg sammen med halvdelen af Danmarks befolkning stemples med et kæmpemæssigt offer-mærkat i den anledning, er en kommentar på sin plads.

Særligt stigmatiserende er idéen om kønskvoter, der de sidste mange år har været det store emne blandt højtråbende, selverklærede feminister af begge køn.

Idéen er, at danske kvinder er for svage til at opnå bestemte stillinger på lige fod med mænd, og at vi derfor skal have en ‘forlomme’ i køen til disse positioner.

Vi kvinder skal således ikke vurderes på vores evner, men have særlige privilegier alene på grund af vores køn. Underforstået: Danske kvinder kan ikke klare sig, uden at staten skubber mændene om bag i køen.

Hvad er det dog for et kvindesyn? Kvinder er altså ikke svage ofre. Vi er stærke.

I Danmark har vi en kvindelig regent. Kvinder kan opnå de højeste poster i samfundet. Som kvinde kan man blive formand for Folketinget, statminister og partileder.

Ikke fordi en mand viger pladsen og viser hensyn til en svagere part, men fordi man er det bedste valg, og derfor den rigtige til posten.

Vi kvinder kan, hvad vi vil. Og deri ligger også, at vi kan fravælge det, vi ikke vil. Tag nu bare håndværkerfagene:

Hver gang jeg skal forholde mig til krav om kvindekvoter i de finere forskningsmiljøer eller på de højtlønnede ledelsesgange, så kommer jeg til at tænke på de risikovillige malere, tømrere og murere, jeg som arkitekt møder på byggepladserne.

De er stort set alle mænd, stolte af deres fag, men også begrundet optagede af, om der er arbejde i næste måned og hvor længe deres kroppe kan holde til den fysiske belastning. For håndværkere har ikke samme økonomiske sikkerhed, som skolelæreren har. Og alt for mange af dem ender deres arbejdsliv med arbejdsrelaterede skader og nedslidning.

Men risikoen - den økonomiske usikkerhed, de ødelagte rygge og de smadrede knæ - er naturligvis ikke en del af den pulje, som de højtråbende feminister vil fordele ligeligt med krav om kønskvoter.

Dem må mændene åbenbart gerne beholde for sig selv.

Og hvad med renovationsbranchen, smedene, jord-og betonarbejderne, landbruget eller fiskeriet? I disse mindre glamourøse fag udebliver også ethvert krav om kønskvoter.

Kun 2 procent af VVS’ere er kvinder – hvor bliver feministernes krav om kønskvoter af her? Hykleriet dækker selvfølgelig over, at det kun er de attraktive stillinger, som feministerne er optagede af.

Deres kamp handler nemlig ikke om lige muligheder for alle. Den handler om omfordeling af ‘privilegier’.

Og den bunder i en forestilling om, at privilegierne i vores frie samfund som udgangspunkt er mændenes, og at vi kvinder er for svage til at udleve vores drømme, hvis ikke staten fjerner mændene fra magten. Men sådan forholder det sig gudskelov ikke.

Kvinder er ikke svage. Og i Danmark er mænd ikke født med særlige privilegier. Til gengæld prioriterer mænd og kvinder forskelligt. Det viser flere undersøgelser. Mænd er generelt mere risikovillige end kvinder. Derfor opnår de topposter i højere grad, end kvinder gør.

Til gengæld er mændene også overrepræsenterede på samfundets bund. For bagsiden af medaljen ved at være risikovillig er, at man kan falde. Og når mænd falder, så falder de ofte dybt.

Undersøgelser viser også, at jo mere frie, rige og ligestillede kønnene er i et samfund, des mere kønspolariserede bliver de - også på arbejdsmarkedet. Når de kulturelle kønsbarrierer, som man troede var selve årsagen til kønsrollerne, fjernes eller minimeres, så gør kønnene det stik modsatte af, hvad man forventede.

Med andre ord er kvinder i frie samfund ikke nogle stakkels, svage ofre, hvis vi i højere grad end mændene prioriterer stillinger med lav risiko eller mere tid til familien. Og mænd er heller ikke overpriviligerede krænkere, når de i højere grad end kvinder sætter alt til for at nå drømmejobbet - med de tab til følge, det for mange mænd indebærer.

Selv er jeg både kvinde og formand for et borgerligt parti, og jeg har været leder i både min egen og en anden større tegnestue – i en ellers mandsdomineret branche.

Mine professionelle nederlag har jeg selv taget ansvaret for, imens jeg tit har oplevet både støtte og anerkendelse fra mine mandlige kollegaer. Jeg har med andre ord selv nydt godt af ligestilling – ægte ligestilling.

Og det er den ligestilling, der trues af feministernes forsøg på at tvinge os væk fra vores frie valg og lige muligheder. Hvor vi i dag kan regne med, at den bedste kandidat får jobbet, er det ikke givet i en fremtid, hvor kvinder kan blive forfremmet alene for at opfylde en kvote.

De selverklærede feministers forsøg på at statsstyre menneskers frie valg truer med at ødelægge respekten for kvinders evner og dermed tilliden imellem os.

På kvindernes internationale kampdag vil jeg slå et slag for det modsatte:

For troen på kvindens styrke og evner, og for kvindens frihed til selv at vælge sin egen vej i livet. Ikke på bekostning af manden, men ligeværdigt og sammen med ham

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
60 kommentarer
Vis kommentarer

Seneste Opinionen

Mest læste Opinionen