Ville børnenes statsminister ikke have beskyttet pigerne?

'Kan man kalde sig børnenes statsminister og samtidig bakke op om en kritik af, at Inger Støjberg fjernede voksne mænd fra mindreårige piger i sagen om barnebrude,' spørger Pernille Vermund. Foto: Jens Dresling/POLFOTO
'Kan man kalde sig børnenes statsminister og samtidig bakke op om en kritik af, at Inger Støjberg fjernede voksne mænd fra mindreårige piger i sagen om barnebrude,' spørger Pernille Vermund. Foto: Jens Dresling/POLFOTO

Pernille Vermund. Leder af Nye borgerlige, skriver om Danmark i globaliseringens tid.

Kan man kalde sig børnenes statsminister og samtidig bakke op om en kritik af, at Inger Støjberg fjernede voksne mænd fra mindreårige piger i sagen om barnebrude? Og ville Mattias Tesfaye i samme situation virkelig have ladet de voksne mænd dele værelse med de mindreårige piger? 

Jeg er helt med på det principielle i, at en minister er forpligtet til at regere efter de love, som Folketinget vedtager. Men mon ikke et flertal i både befolkningen og Folketinget mener, at staten har pligt til at forsøge at beskytte pigebørn mod overgreb fra voksne mænd? Og mon ikke, at ramaskriget fra venstrefløjen ville have været endnu større, hvis staten i den aktuelle situation havde ladet de voksne mænd bo alene med de mindreårige piger?

Det håber jeg.

De etiske, demokratiske og politiske dilemmaer, som migrationen fra de muslimske lande påfører os, er ganske enkelt ødelæggende for vores danske værdifællesskab. Det har vist sig at være noget nær umuligt for klan- og stammekulturerne fra de muslimske lande at indpasse sig i - og sameksistere fredeligt med - den vestlige kultur. 

Gang på gang konfronteres vi med problemer, hvor vi må vælge mellem liberale og tolerante idealer om at tillade at lade andre leve det liv, de vælger - og andre hensyn, der kan pege i en anden retning. 

Der var under migrantkrisen ingen politikere, der mente, at vi i Danmark skulle acceptere brude, der var mindreårige, og som med en vis sandsynlighed var blevet gift mod deres ønske og deres vilje. 

Ministeren valgte klogeligt at gribe ind, da det var vigtigt øjeblikkeligt at forhindre tvang og overgreb mod pigerne. Den skade, de voksne mænd kunne påføre pigerne ved en tidsrøvende individuel vurdering fra statens side, kunne af åbenlyse årsager være uoprettelig. 

Det ville være ulige mere humant over for pigerne at genoprette frivillige forhold, end det ville være at sidde med foldede hænder og vente på langsommelige afgørelser, mens pigerne risikerede seksuelle og fysiske overgreb i tvangsægteskaber. Så ministeren valgte mellem dårlige alternativer, fordi den muslimske kultur påtvang os dårlige valg.

Det er ét eksempel på de to kulturers uforenelighed. Men det er desværre ikke det eneste. Der er mange. 

Kønsopdelt svømmeundervisning i offentligt finansierede svømmehaller. Skal vi tillade det, når vi går ind for seksuel og kønslig ligestilling?

Halalkød i offentlige institutioner. Skal det serveres, fordi en minoritet kræver deres tro respekteret og dermed tvinger os andre til over skatten at finansiere udbredelsen af islam?

Muslimske tørklæder på offentligt ansatte. Skal vi tillade dem, der i deres virke bør være neutrale og objektive over for borgerne, at iføre sig religiøse beklædningsgenstande, der indikerer mistro over for mænds evne til at beherske sig seksuelt, diskriminerer ved at adskille rettroende fra vantro og i nogle tilfælde bæres på grund af tvang og undertrykkelse? 

Opførelse af moskéer. Skal vi lade dem opføre, når deres trossamfund opfordrer til strid mod verdslig lovgivning, hylder mandens dominans over kvinden, flerkoneri samt straf for seksualitet af anden art end den i koranen foreskrevne - og prædiker had mod jøder og ‘vantro’?

Offentligt ansatte, der faster under ramadanen. Skal vi risikere at blive udsat for forøgede risici ved, at mennesker af religiøse årsager faster, mens de har ansvaret for vores liv og helbred som læger, chauffører, lokomotivførere, piloter m.v.?

Mit klare svar er NEJ. 

Vi skal ikke bøje af for islam og lade islamiske værdier undergrave vores frie og trygge samfund. Vi må sætte foden ned og sige fra hver gang, vi møder disse krav om tilpasning til islam. 

Men det er ikke let. Det er sagen med adskillelsen af barnebrude et konkret og aktuelt eksempel på. 

For problemerne kan ikke løses ved at vælge mellem en god og en dårlig løsning. Der er kun dårlige løsninger.

Løsninger, som til en vis grad krænker grundlæggende principper om individets ret til trosfrihed, ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og i det hele taget at leve et liv, som sker uden indblanding fra andre velmenende mennesker.

Det er her, vores politikere har sovet i timen. 

De har ikke forstået, at migrationen fra de muslimske lande medfører, at vi uafbrudt vil stå med den slags dilemmaer, som sagen om barnebrude er et eksempel på - og at vi, for hvert valg vi tager, graver grøfter mellem befolkningsgrupper

De har ikke indset, at man ikke kan bygge bro mellem to uforenelige kulturer.

At vi i vores gæstfrihed over for fremmede er nødt til at indskrænke os til at invitere personer, som er kompatible med det danske samfunds værdibegreber. Og at vi må udvise de mennesker, der ikke kan indordne sig. 

Det er tid til at erkende, at ikke alle holdninger og værdier er lige gode eller velkomne. Barnebrude og øvrige islamiske ’kulturberigelser’ er ikke – og skal aldrig blive – en acceptabel del af den danske kultur.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
108 kommentarer
Vis kommentarer