Aldrig set før i danmarkshistorien

'Aftalen om lønkompensation har f.eks. sikret, at 150.000 privatansatte lønmodtagere fortsat kan få løn, selvom de sendes hjem fra arbejde. 
Det er mig bekendt aldrig set før i danmarkshistorien,' skriver Peter Hummelgaard. Foto: Aleksander Klug
'Aftalen om lønkompensation har f.eks. sikret, at 150.000 privatansatte lønmodtagere fortsat kan få løn, selvom de sendes hjem fra arbejde. Det er mig bekendt aldrig set før i danmarkshistorien,' skriver Peter Hummelgaard. Foto: Aleksander Klug

Peter Hummelgaard, beskæftigelsesminister, Socialdemokratiet

 

Vi står midt i den mest alvorlige krise i mange år. Vores land har ikke oplevet noget lignende i min levetid. Hverdagen er blevet forandret, og jeg tror, at billederne fra de hårdest ramte lande har printet sig på nethinden hos mange.

For regeringen er danskernes sundhed og sikkerhed det vigtigste. Det var baggrunden for den resolutte nedlukning af Danmark, og det er også dét, som guider os i den genåbning, vi gradvist er i gang med nu. Vi skal hele tiden være sikre på, at sundhedsvæsenet kan følge med.

Samtidig er vores fokus rettet mod økonomien og vores arbejdspladser. Virksomhederne har det svært, for den globale pandemi rammer stort set alle lande i verden hårdt - ikke mindst vores største handelspartner USA - og har desværre allerede stået som afsender på en lang række fyringssedler herhjemme. Det at miste sit arbejde rammer både den enkelte, familier og samfundet ekstremt hårdt.

Det handler om andet end penge, som ellers kan være slemt nok i sig selv. Det handler også om at miste kontakten til sine kolleger og til sin hverdag. Et arbejde betyder ofte meget for vores identitet.

Heldigvis er der enkelte lyspunkter. For det første kan vi allerede nu tydeligt se, at hjælpepakkerne, som alle Folketingets partier står bag, gør en stor forskel. Vores aftale om lønkompensation har f.eks. sikret, at 150.000 privatansatte lønmodtagere fortsat kan få løn, selvom de sendes hjem fra arbejde.

Det er mig bekendt aldrig set før i danmarkshistorien og kan mærkes direkte hos den enkelte. Ifølge overvismand Carl-Johan Dalgaard ville arbejdsløsheden da også have været langt, langt større nu, end hvis ikke vi havde gjort noget. Så sent som i weekenden fik vi derfor også forlænget og forbedret pakkerne yderligere, så flere lønmodtagere, ledige, selvstændige og freelancere kan få hjælp.

For det andet har vi fået slået en vigtig ting fast: Arbejdsløshed er ikke kun den enkeltes problem. Det er et problem for os alle og skal løses i fællesskab.

Sammen skal vi sørge for, at folk kan komme hurtigt i arbejde, eller at man kan få nye kvalifikationer, mens man er ledig. Tiden, hvor det var på mode at se ned på de arbejdsløse, er endelig forbi. Regeringen vil gøre alt for, at sundhedskrisen rammer så få danskeres arbejde og levebrød som muligt. Vores stærke velfærdssamfund og arbejdsmarkedsmodel giver os gode forudsætninger, selvom det bliver svært.

Fællesskabet er nøglen til at komme gennem krisen.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn dvs. fornavn ogefternavn
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes
  • Grove angreb på personer frabedes
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten
26 kommentarer
Vis kommentarer

Seneste Opinionen

Mest læste Opinionen