Krisen giver muligheder for arbejdsløse

*Står man uden job og er over 30 år, foreslår vi, at man får ret til at uddanne sig til elektriker, smed eller andre områder, hvor der er brug for hænder,' skriver beskæftigelseminister Peter Hummelgaard. Foto: Modelfoto
*Står man uden job og er over 30 år, foreslår vi, at man får ret til at uddanne sig til elektriker, smed eller andre områder, hvor der er brug for hænder,' skriver beskæftigelseminister Peter Hummelgaard. Foto: Modelfoto

Peter Hummelgaard, beskæftigelsesminister, Socialdemokratiet

 

Det kan betale sig at tage en uddannelse. Man får en højere løn og har mindre risiko for at få en fyreseddel. Men har man først været vant til at arbejde, fået børn, og er der husleje og mange andre udgifter, så kan det være svært at gå ned i indtægt og komme tilbage på skolebænken. Økonomien bliver en stopklods.

Denne stopklods vil vi fjerne, så de mange, der desværre har mistet jobbet under corona-krisen, bedre kan få økonomien til at hænge sammen, hvis de vælger at uddanne sig.

Står man uden job og er over 30 år, foreslår vi, at man får ret til at uddanne sig til elektriker, smed eller andre områder, hvor der er brug for hænder. Og vi har skiftet pisken ud med en gulerod, så man får omkring 1.900 kroner oven i dagpengene under uddannelsen – det vil sige ca. 20.900 kroner om måneden før skat. Det er også helt afgørende, at det ikke bare bliver en ny mulighed. Arbejdsløse skal have ret til at uddanne sig på den høje dagpengesats, så man ikke behøver grønt lys fra sit jobcenter.

Indtil videre er der blevet taget positivt imod vores forslag hos lønmodtagerne og arbejdsgiverne såvel som bredt politisk – med undtagelse af den liberalistiske tænketank CEPOS. Her synes man, det er direkte uretfærdigt, at dagpengebeløbet sættes op. Man frygter, at det vil koste arbejdspladser. Ikke overraskende, men stadig uforståeligt med den slags indvendinger. Det handler jo om at bruge krisen klogt og investere i, at arbejdsløse får flere kvalifikationer og kompetencer, så de er klædt på til at tage de grønne job, vi ved opstår.

Men måske CEPOS lige skal vende sig til, at den politiske balance er tippet? Vi ønsker nemlig et fundamentalt opgør med det, der blev gjort efter finanskrisen. Dengang var recepten nedskæringer og tvang. Faktisk har dansk reformpolitik alt for længe kun handlet om at øge antallet af hænder uden at have blik for, om folk havde de rigtige kvalifikationer. Altså, hvad de medarbejdere, som virksomhederne har brug for, skal kunne – også på den lidt længere bane.

Der er ingen tvivl om, at det kan være svært at få folk i gang med mere uddannelse. Rigtig mange foretrækker at arbejde. I en krisetid, hvor det er sværere at finde job, skal vi gøre valget mere oplagt. Og det gør vi ved at fjerne den økonomiske stopklods, så flere vælger at bruge tiden som arbejdsløs til at få et svendebrev. Og det behøver bestemt ikke at tage flere år. Vejen til svendebrevet kan gå rimelig hurtig. Har man to års relevant erhvervserfaring, kan man fx efter 17 uger på skolebænken blive SOSU-medhjælper, og man kan blive smed efter 18 uger i skole.  

Krisen giver muligheder, hvis vi udnytter den til at løfte ledige. Men meget står og falder med, at det bliver mere attraktivt at vælge skolebænken. Vi er klar til at hæve dagpengene under uddannelse til faglært. Det er en god investering – også for den enkelte.

Vi byder dig velkommen til at deltage i debatten på Ekstra Bladets Opinionen. Få enkle regler skal overholdes.

  • Du skal anføre dit fulde navn, dvs. fornavn og efternavn.
  • Racistiske eller injurierende kommentarer er forbudt.
  • Indlæg med personlige/private oplysninger slettes.
  • Grove angreb på personer frabedes.
  • Irrelevante indlæg risikerer at ryge ud af debatten.
19 kommentarer
Vis kommentarer